Ibrahimovic efter klubskifte: Jeg er klar til at spille i dag

Den svenske stjerne er klar til at hjælpe sit nye hold, AC Milan, med det samme.

Ibrahimovic har ikke spillet kampe siden slutningen af oktober, men det tager han ikke så tungt. (Foto: © handout, Scanpix)

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic melder sig klar til at spille med det samme i AC Milan.

Den 38-årige angriber har ellers ikke været i kamp siden slutningen af oktober for Los Angeles Galaxy i den amerikanske liga, Major League Soccer.

  • Milano er ikke helt fremmed territorium for Ibrahimovic, der også repræsenterede klubben fra 2010 til 2012. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Mange fans mødte op, da svenskeren blev officielt præsenteret i sin klub. (Foto: © DANIELE MASCOLO, Scanpix)
1 / 2

- Jeg er klar til at spille i dag, siger han på et pressemøde fredag.

- Jeg har kun været væk i to måneder, fortsætter han og ler af spørgsmålene om hans kampform.

Holdet er i skidt form

AC Milan er placeret midt i tabellen i den italienske Serie A og tabte senest 0-5 på udebane til Atalanta.

Det skrantende storhold spiller den næste ligakamp på mandag, hvor Sampdoria er modstanderen.

Ibrahimovic spillede for AC Milan fra 2010 til 2012, inden han rykkede videre til Paris Saint-Germain. Svenskeren har igennem karrieren også repræsenteret de to andre italienske topklubber Juventus og Inter.

/ritzau/TT