Jublende Simon Kjær: Har længe jagtet et Serie A-skifte

Landsholdsanføreren glæder sig over igen at få italiensk græs under fødderne.

Simon Kjær har de seneste to sæsoner tørnet ud for spanske Sevilla, men ser nu frem til igen at kunne prøve kræfter med den italienske Serie A. (Foto: © CRISTINA QUICLER, Scanpix)

Simon Kjærs udlandseventyr startede i Italien, da han tilbage i 2008 forlod FC Midtjylland og Superligaen til fordel for Palermo og Serie A.

Udover et par år i den sicilianske klub har landsholdsanføreren også en sæson i den italienske hovedstadsklub AS Roma. Og efter nu syv års fravær er Simon Kjær tilbage i støvlelandet, efter at han i dag blev præsenteret på en lejeaftale i Atalanta.

- Der opstod en mulighed lørdag, og så skulle min kone og jeg tage en beslutning om, hvorvidt vi gerne ville tilbage til Italien, hvor det hele startede, siger Simon Kjær til DR Sporten.

En beslutning, der ikke krævede den store overvejelse og ej heller diskussion ham og konen imellem, forklarer Simon Kjær.

- Det er et sted, vi har forsøgt at komme tilbage til igennem længere tid. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg holder meget af det land. Det var der, det hele startede for mig.

- Da muligheden for at komme tilbage til Serie A og samtidig spille Champions League opstod, blev det til 36 hektiske timer. Men det løste vi også.

84 kampe står Simon Kjær noteret for i Serie A, hvor udlandseventyret begyndte i 2008, da den dengang 19-årige dansker skiftede fra FC Midtjylland til Palermo. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- At komme et sted hen, hvor jeg er ret sikker på, at min kone og mine børn kommer til at have det rigtigt godt, gør det lettere at tage sådan et valg. Jeg er utroligt glad, siger Simon Kjær.

Simon Kjær har siden sin seneste Serie A-kamp tilbage i år 2012 også repræsenteret tyske Wolfsburg, franske Lille, tyrkiske Fenerbahce og altså senest spanske Sevilla.

Atalanta sluttede i sidste sæson som nummer tre i Serie A, og lejeaftalen med klubben fra Bergamo løber sæsonen ud.