Godt 24 timer skulle Christian Eriksen bruge, fra han blev præsenteret for Inter, til han løb ind på banen til sin debut for Milano-klubben.
I pokalkampen mod Fiorentina, som Inter vandt 2-1, stod Christian Eriksen klar på sidelinjen efter 60 minutters spil, og det var nok et øjeblik for danskeren, som han kommer til at huske.
Fordi de 51.000 tilskuere på San Siro skjulte ikke deres jubel, da fynboen løb ind på banen.
Og blot 30 sekunder senere havde holdkammeraten Nicolo Barella banket sejrsmålet ind fra distancen. Hurtigt søgte Eriksen mod målscoreren for at lykønske Barella.
Spillemæssigt viste Eriksen i glimt, hvorfor Inters fans har god grund til at være glade for danskerens ankomst.
Eriksen lavede blandt andet en målgivende aflevering, men det blev underkendt, fordi holdkammeraten Lautaro Martinez var offside, da han fik bolden fra danskeren.
Derudover havde han også en afslutning fra distancen, der dog manglede lidt fart for at blive rigtig farlig.
Det var Antonio Candreva, som bragte Inter foran kort før pausen efter gode kombinationer.
I midten af anden halvleg udlignede Fiorentinas Martin Caceres.
Og så var det ellers tid til, at Christian Eriksen skulle på banen. Han kom på banen i stedet for chilenske Alexis Sanchez.
I weekenden møder Inter Udinese i ligaen, der har den danske landsholdspiller Jens Stryger Larsen. Der kan Christian Eriksen nok se frem til mere spilletid.




