Zlatan Ibrahimovic skifter til AC Milan

Den svenske fodboldspiller vender efter nytår tilbage til den italienske klub - i første omgang på en kontrakt for resten af sæsonen.

Efter sit eventyr i USA vender Zlatan Ibrahimovic nu tilbage til Italien og AC Milan. (Foto: © ALESSANDRO GAROFALO, Scanpix)

Der er sjældent røg uden ild.

Og længe har rygterne da også svirret om flirteri mellem den italienske storklub AC Milan og Zlatan Ibrahimovic. De viser nu at have haft noget på sig.

Fredag aften har AC Milan nemlig præsenteret den svenske angriber på en kontrakt, der i første omgang løber for resten af indeværende sæson.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at der i kontrakten er en option med mulighed for at forlænge samarbejdet yderligere et år.

- Jeg kommer tilbage til en klub, jeg respekterer enormt, og til byen Milano, som jeg elsker. Jeg vil kæmpe sammen med mine holdkammerater for at rette op på denne sæson. Jeg vil gøre alt for at få det til at ske, siger Zlatan Ibrahimovic til AC Milans hjemmeside.

Milano-klubben har tunge fodboldtraditioner og et pokalskab, der vil gøre de fleste i guldsmedebranchen misundelige. Hele 18 gange har AC Milan vundet det italienske mesterskab, mens Ibrahimovic' kommende klub har løftet pokalen med de store øre - Champions League-trofæet - hele syv gange.

Zlatan Ibrahimovic har tidligere spillet to sæsoner i AC Milan. (Foto: © ALESSANDRO GAROFALO, Scanpix)

I indeværende sæson er AC Milan-præstationerne dog langt fra fordums styrke. For nuværende er klubben placeret på 11. pladsen i Serie A med 21 point efter 17 kampe.

Zlatan Ibrahimovic har tidligere trukket i Milan-trøjen, hvor han i perioden fra 2010 til 2012 spillede 85 kampe og scorede 56 mål.

Den endelige aftale er betinget af, at svenskeren består et lægetjek den 2. januar, hvorefter han støder til sine holdkammerater.