DBU om konflikt: Det er overdrivelser og misforståelser

Kommunikationschef Jakob Høyer afviser, at DBU ikke vil indgå kollektive aftaler, og han opfordrer Spillerforeningen til at indgå i en konstruktiv dialog.

Forholdet mellem DBU's ledelse og landsholdene er køligt på grund af de mange uenigheder ved forhandlingsbordet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter en sommer, hvor kvindelandsholdet spillede sig i EM-finalen og nød stor succes, er de gode tider nu ovre.

Den gamle konflikt mellem Dansk Boldspil Unions (DBU) ledelse og spillerne er på ny brudt ud i lys lue i forbindelse med forhandlingerne om en ny landsholdsaftale for kvinderne og U21-landsholdet.

Herrelandsholdets anfører, Simon Kjær, beskylder DBU for at skabe splittelse mellem spillerne og en manglende vilje til at indgå kollektive aftaler.

Ovenikøbet har flere af de kvindelige landsholdsspillere forladt et forhandlingsmøde med indtrykket af, at de blev sat i en situation, hvor de kunne komme på kant med konkurrenceloven og risikere personligt ansvar, skriver Ekstra Bladet.

En påstand som DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, afviser.

- DBU vil meget gerne indgå kollektive aftaler med spillerne. DBU vil gerne indgå aftaler, hvor Spillerforeningen er med til at underskrive, og på den måde er spillernes rådgiver.

- Og det er klart, at vi kunne selvfølgelig ikke finde på at lave alle mulige ordninger, der kunne føre til bøder eller fængsel eller alt muligt andet. Det er nogle overdrivelser og misforståelser, som skaber rigtig meget forvirring om, hvad det her egentlig handler om, siger han til DR Sporten.

Jakob Høyer var ikke selv med til det omtalte møde med kvindelandsholdsspillerne, og han vil derfor ikke gisne om, hvorfor blandt andre Sanne Troelsgaard har fået det indtryk.

Ikke mere larm - kom til forhandlingsbordet

Han opfordrer i stedet spillerne og Spillerforeningen til at rykke sig nærmere en konstruktiv dialog imellem parterne.

- Jeg synes ind i mellem, at det virker som om, at Spillerforeningen bevidst prøver at skabe misforståelser for at have noget dramatik. Det håber jeg ikke er tilfældet, og jeg håber, at de - ligesom vi - er klar til at komme ind i et møderum og få enderne til at mødes. Vi er to aftaleparter, så vi skal selvfølgelig finde nogle kompromiser sammen, siger Jakob Høyer.

Et tredje stridspunkt mellem parterne er spørgsmålet om, hvorvidt DBU skal juridisk skal have arbejdsgiveransvar, når spillerne er samlet på landsholdet.

Et punkt som DBU står stejlt på.

- Vi har tilbudt nogle vilkår, som er en fortsættelse af dem, der er, og lidt bedre på nogle punkter. Og så har vi sagt - som vi hele tiden har understreget - at DBU ikke er arbejdsgiver, og spillerne er ansat i klubberne.

- Det er vi nødt til at få på det rene. Det er normen i dansk idrætsliv, og det har vi fået bekræftet fra DIF og Team Danmark, siger Jakob Høyer.

SBU og Spillerforeningen genoptager forhandlingerne klokken 17.00 søndag, og opnår de ikke enighed der, samles kvindelandsholdet ikke mandag som ellers planlagt. Dermed er fredagens gentagelse af EM-finalen mod Holland på fredag på et udsolgt Casa Arena også i fare.