Der er ikke plads til alle i flyet mod Australien, men sådan er gamet.
Når Lars Søndergaard efter træningskampen mod Japan tirsdag aften siger på gensyn til landsholdstruppen, så er alle bekendt med præmissen, at det for nogen måske først bliver efter VM.
For selv om VM-truppen først skal være udtaget den 10. juli, så bestemmer DBU selv, om de vil have navnene på plads tidligere.
Uanset hvad, så er tirsdag aften sidste gang Lars Søndergaard får spillerne at se, mens de arbejder efter hans dessiner, og derfor bliver de næste måneder lidt af et hovedbrud, og det er ikke altid det sjoveste som træner.
- De her piger drømmer om det her, så det skal gøres på den rigtige måde. Samtidig skal vi forsøger at stille det bedst mulige hold.
- Det er det værste ved det, for det er virkelig hårdt, men det er en del af gamet. Det vidste vi, da vi blev trænere, og det vidste spillerne, da de bevægede sig op gennem rækkerne som elitespillere, at det at blive valgt fra og til er en del af gamet, siger Lars Søndergaard.
Utroligt mange vurderinger
Helt lavpraktisk foregår det således, at Lars Søndergaard og hans trænerteam i begyndelsen af ugen gennemgår hver spillers præstation over weekenden, når de efter i morgen er tilbage i deres respektive klubber.
Og så begynder puslespillet.
For selv om der er længe til udtagelsen, så er der mange faktorer, som spiller ind.
- Vi taler kampform, spilletid i klubben, hvordan klarer de sig, balancen i holdet. Vi kan ikke udtage udelukkende angribere, vi er nødt til at have forsvarsspillere og nogen, der er gode træningsspillere, og som er gode til at holde liv i en trup, også under svære tider. Der er mange hensyn og overvejelser at tage.
- Der er nogen, som er relativt sikre på at være med, og som har været gennemgående i nogle år, men vi har også unge spillere, som begynder at banke på. Men fordi vi har fået et større kvalitativt antal spillere at udtage fra, gør det jobbet for os sværere. Men for holdet er det rigtig godt, siger Lars Søndergaard.
Gider ikke være nervøs
For Rikke Marie Madsen, der er i træningskampen mod Sverige i fredags blev skiftet ind med ti minutter igen, er VM en kæmpe gulerod, som kan suge unødig energi ud af en, hvis man er nervøst anlagt.
- Jeg drømmer om at komme med til den her VM-slutrunde, det er det, jeg arbejder for i klubben, men det er ikke noget, jeg tænker over hver dag. Så tror jeg, at jeg ville blive skør i hovedet. Men det er noget, som ligger i baghovedet.
- Der er så lang tid til, at det ikke er noget jeg gider at være nervøs over. Det tror jeg gavner nogen, siger Rikke Marie Madsen.
Men samtidig er det faktum, at det er Danmarks første VM-slutrunde i 16 år svært at lægge fra sig.
- Det er så stort, at man er nødt til at skulle med. Den oplevelse vil jeg mega gerne have.
Danmark spiller tirsdag aften i Odense mod Japan. Det er holdets sidste testkamp inden VM i juli og august.
Kampen kan ses på DR1 og DRTV eller høres i Liga på P4 klokken 18.