Anføreren for det danske kvindelandshold Pernille Harder vader i succes i denne sæson.
Hun har kvalificeret sig til sommerens EM-slutrunde med landsholdet, er blevet svensk mester med Linköpings FC og topscorer i Allsvenskan.
Mandag aften kunne Pernille Harder for andet sæson i træk så også lade sig hylde som årets kvindelige angriber i Sverige ved Fotbollsgalan i Globen i Stockholm.
Og nøjagtig som tilfældet var ved kåringen sidste år fik Harder følgeskab af den mandlige vinder – superstjernen Zlatan Ibrahimovic.
Pernille Harder var nomineret sammen med holdkammeraten Stina Blackstenius og Tabitha Chawinga fra Kvarnsvedens IK.
Dobbelt hæder
Pernille Harder var også nomineret til Damallsvenskans mest værdifulde spiller og her vandt danskeren også.
Her var de to andre nominerede Marta Viera Da Silva fra FC Rosengård og Tabitha Chawinga fra Kvarnsvedens IK.
Står foran klubskifte
På det danske landshold har 24-årige Harder spillet 77 kampe og lavet 37 mål. I Danmark har hun optrådt for Team Viborg og Skovbakken inden skiftet til svensk fodbold i 2012.
Hun har kontraktudløb med Linköpings FC, og hun har ikke en ny arbejdsgiver på plads.
Zlatan for 10. år i træk
Hos herrerne vandt FC Københavns Robin Olsen prisen som årets svenske målmand.
Zlatan Ibrahimovic blev tildelt "Guldbollen", som går til årets svenske fodboldspiller. Det var tiende år i træk og 11. gang i alt, at superstjernen tog sig af den pris.
/ritzau/