Efter 93 landskampe ryger støvlerne på hylden, men Janni Arnth er ikke færdig med fodbold

35-årige Janni Arnth stopper sin aktive karriere som fodboldspiller, men håber på at blive i sporten.

Janni Arnth har et hav af landskampe på cv'et. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix)

Efter 93 landskampe og mesterskaber i adskillige lande stopper fodboldspilleren Janni Arnth nu karrieren i en alder af 35 år.

Det oplyser hovedpersonen selv på sine sociale medier.

En flot karriere, der de sidste otte år har budt på udenlandsfodbold, hvor det i de sidste fem år endda har været i fire forskellige lande.

Fra Sverige til England og Italien inden karrierens sidste tørn blev taget i skotske Rangers.

- Jeg føler, at det er et naturligt og godt tidspunkt at stoppe.

- Jeg var med til at vinde det skotske mesterskab, og det var egentlig det, jeg var der for. Jeg har i noget tid tænkt over, at jeg gerne vil noget andet, og nu glæder jeg mig til, at der skal ske noget andet end at være fodboldspiller, siger Janni Arnth til DR Sporten.

På den 35-årige nu tidligere forsvarsspillers Instagram står der blandt andet, at hun har en "bachelor of science".

Men noget andet kan dog meget vel stadig ligge i fodboldens verdens. For selvom english breakfast og italiensk linguini er skiftet ud med dansk rugbrød, så er fodbolddrømmene stadig intakte. Janni Arnth har nemlig taget træneruddannelsen i form af UEFA's A-licens.

Dermed er de næste sider i historien om fodboldspilleren fra Outrup helt blanke. Men blyanten er spidset og klar til at skrive.

- Jeg har altid været bevidst om, at jeg ikke kunne være fodboldspiller for altid. Jeg har altid forsøgt at uddanne mig og være nysgerrig på andre ting. Jeg har ikke noget konkret på programmet nu, men jeg vil arbejde videre med fodbold og formentlig også kvindefodbold.

- Selvfølgelig bliver der en tilvænning, når jeg skal lave noget andet og være noget andet, men jeg synes, at jeg er godt på vej, og at jeg er et godt sted. Jeg har meget lyst til at lave noget, og det er et godt tegn, siger Janni Arnth.

Janni Arnth (th) med karrierens sidste trofæ - det skotske mesterskab. Ved siden af hende står Tessel Middag (im) og Jane Ross (tv). (Foto: © Luke Nickerson/Rangers WFC/Shutt, Copyright (c) 2022 Shutterstock. No use without permission.)

Landsholdet er magisk

Siden det skotske mesterskab blev sikret i sommer, har Janni Arnth været uden kontrakt. Tiden er blevet brugt i Danmark med venner, familie og kæresten Henrik Jensen, der er assistenttræner i FC Midtjylland.

Det har samtidig også givet tid til at tænke tilbage på karriere, der startede i Varde og endte med seks nationale mesterskaber og tre pokaltitler i fire forskellige lande samt flere Champions League-gruppespil.

- Jeg er stolt over min tid som fodboldspiller. Jeg er glad for alle de oplevelser, jeg har fået, og de titler, jeg har været med til at vinde.

Dertil må man bestemt ikke glemme den rød-hvide trøje, som kun 16 kvindespillere har trukket over hovedet flere gange end Janni Arnth i A-landskampsregi. Et privilegie, som 35-årige Arnth ikke har taget for givet.

- Landsholdet har været en enormt stor del af mig og min karriere. Jeg startede i en meget tidlig alder på ungdomslandsholdet og har været igennem hele systemet, så derfor har det altid haft en speciel plads i mit hjerte. Jeg er meget stolt over at have været en del af landsholdet i mere end et årti.

- Her de sidste år er jeg begyndt at forstå, hvor stort det egentlig er at spille på landsholdet. At hjælpe Danmark, at kunne repræsentere sit land og gøre alt, hvad man over hovedet kunne for at vinde og repræsentere Danmark så godt som muligt. Det har en magisk effekt, og det er jeg stolt af at have været en del af, fortæller den pensionerede fodboldspiller, der fik debut på landsholdet i 2010.

Anfører Janni Arnth har her scoret til 1-0 for svenske Linköpings FC i Champions League-kampen mod Apollon Ladies. (Foto: © Stefan Jerrevång/TT/Ritzau Scanpix, Stefan Jerrevang Tel:+46708500230)

Kvindefodbold er eksploderet

Men nu er det slut med at jagte resultater og triumfer indenfor kridtstregerne. Karrieren ser dog ud til at fortsætte i fodboldstøvler med græs under knopperne.

Det er nemlig først til sidst i Janni Arnths lange karriere, at fodbold på kvindesiden har taget kvantespring, og dem vil den pensionerede fodboldspiller gerne være en del af.

- Kvindefodbold er i en rivende udvikling. Der har været generationer før min tid, men jeg føler næsten, at jeg har været med fra begyndelsen. Nu er det begyndt at tage nogle store skridt og er nærmest eksploderet, og det har været sjovt at være en del af som fodboldspiller. Det har været en speciel tid at kunne mærke den interesse og de muligheder, det har givet.

- Det er ikke blevet mindre interessant at være en del af. Jeg har været i det og altid gjort mit bedste for udviklingens skyld, og det tænker jeg også, at jeg fremadrettet kommer til. Det bliver nok på en anden måde, hvor jeg nærmere kan inspirere og hjælpe andre i deres udvikling, men jeg ser helt sikkert mig selv være en del af den udvikling, der forhåbentlig fortsætter indenfor kvindefodbold.

Sidst Janni Arnth var udtaget til landsholdet var i 2020. Hun var blandt andet en del af succesholdet, som vandt EM-sølv i 2017.