Der er ikke flere kampe i kalenderen, før det danske kvindelandshold igen skal optræde på den allerstørste scene. Holdet har vundet to testkampe den seneste uge, og næste gang det gælder, er det altså alvor.
Til juli begynder VM i Australien og New Zealand nemlig, og efter et tidligt EM-exit sidste sommer er der flere ting, landstræner Lars Søndergaard har skullet justere på.
Men hvad er vi egentlig blevet klogere på siden EM-slutrunden? Og hvad er fortsat uafklaret?
DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminovic giver her et overblik.
Kan holdet overhovedet bide skeer med de store hold?
Efter Danmark røg ud af EM-slutrunden i gruppespillet, var Arnela Muminovic i tvivl om Danmarks niveau, og de efterfølgende træningskampe i efteråret gjorde ikke tvivlen mindre. Det er dog blevet bedre nu.
- Holdet virker mere afklaret nu og mindre naivt. Landstræneren har skiftet taktik, og holdet er mere defensivt orienteret. Det skal ikke lyde negativt, for jeg synes faktisk, det er en god ting. Hvis man skal skabe resultater mod de bedste hold, skal man have en meget god defensiv organisation, siger hun.
Og det er der altså blevet skruet på.
- Jeg tror, at Lars Søndergaard er blevet klogere på sine ældre dage i landstrænerjobbet. Jeg synes, at jeg har fået svar på, at Danmark godt kan spille lige op med nogle af de bedste nationer. Det betyder ikke, at de kan slå England, når de møder dem ved VM, men jeg er mere fortrøstningsfuld nu, end jeg var for nogle måneder siden.
Hvem har bestået eksamen?
Med mange testkampe har der været rig lejlighed til at prøve forskellige spillere af, og der er især tre, der har været iøjnefaldende, lyder det fra DR Sportens fodboldekspert.
- Josefine Hasbo har vist, at hun er én, man kan stole på. Det kan godt være, hun ikke kommer til at være fast i startopstillingen, men hun er et sindssygt godt alternativ på den centrale midtbane. Hun kan sagtens være med mod de allerbedste, siger hun.
Også midtbaneslideren Karen Holmgaard har skillet sig positivt ud.
- Hun er en spiller, der personificerer den nye måde, Danmark gerne vil spille på. Det handler om at løbe en masse, dække rum og vinde dueller – og formå at gøre det i 90 minutter.
Til slut fremhæver Arnela Muminovic Arsenal-spilleren Kathrine Kühl.
- På trods af ikke særlig meget spilletid for sin klub, har hun gjort det rigtig fint. Hun har stadig nogle ting at lære, men der er også nogle ting, som hun er den eneste, der kan. Hun er en vigtig spiller at have på banen.
Kan målmandsreserverne stå distancen?
Lene Christensen har været en sikker sidste skanse for Danmark de seneste par år, og derfor var det skidt nyt, da målvogteren blev skadet i februar.
Men i træningskampene i foråret uden Christensen har reservekeeperne, Maja Bay, og Kathrine Larsen, begge fået chancen – og grebet den.
- De har vist, at landstræneren ikke skal være bekymret, hvis Lene Christensen ikke bliver klar til VM. Jeg tror, han sover mere roligt efter præstationerne fra Maja Bay og Kathrine Larsen. Det har været positivt, siger hun.
Hvem er Danmarks nier?
Det er stadig uklart, hvem der fremover skal være førsteangriber for Danmark, mener Muminovic.
- Amalie Vangsgaard og Stine Larsen har delt angriberrollen de seneste kampe, men der er ingen af dem, jeg er overbevist om. Så har man Signe Bruun, der sidder hjemme og kigger på. Hun er jo blevet vraget, så det kommer meget an på, hvor meget hun kommer til at spille for sit klubhold, og hvordan hun kommer til at levere.
Der er også andre, der måske kan gøre sig gældende.
- Pernille Harder er en mulighed, men jeg tror ikke det er meningen, at hun skal være fast angriber, og så er der Nadia Nadim, der er på vej tilbage fra en skade. Så jeg synes stadig, vi mangler svar på, hvem der skal lede det danske angreb. Hvem skal score målene?
Hvor skal den offensive kvalitet komme fra, hvis Pernille Harder ikke er der?
Pernille Harder har i mange år været Danmarks helt store profil, og derfor er det også naturligt, at hendes fravær er til at tage og føle på. Men der mangler spillere, der kan tage taktstokken på samme måde som Harder, lyder det fra Arnela Muminovic.
- Man mangler en verdensklassespiller, der kan tage bolden til sig og tiltrække en masse modspillere eller finde på noget på egen hånd. Der mangler Danmark noget for at være med mod de gode hold.
- Det er den offensive individuelle kvalitet, som er enormt vigtig i landsholdsfodbold – især til slutrunder. Der mangler nogle spillere, der byder sig mere til, siger hun.
Hvor klar bliver Pernille Harder?
Endeligt er spørgsmålet, hvilken form Pernille Harder dukker op til VM i. Den danske landsholdsanfører har ikke spillet, siden hun pådrog sig en skade i november.
- Hun er så småt begyndt at træne, men er langt fra klar. Og så er spørgsmålet også, hvor mange kampe hun får lov at spille for sin klub Chelsea. Hendes kontrakt udløber til sommer, så hvor meget vil de bruge hende? Det er i hvert fald et stort spørgsmålstegn, for hun er den vigtigste spiller på det danske landshold, siger Arnela Muminovic.
VM i fodbold begynder den 20. juli, og Danmark er i gruppe med Kina, Haiti samt europamestrene fra England.