DBU præsenterede i dag Lars Søndergaard som ny kvindelandstræner. Nordjyden har tidligere stået i spidsen for Superliga-holdene SønderjyskE og AaB, men han har aldrig tidligere stiftet bekendtskab med kvindefodbold.
Faktisk indrømmer Søndergaard blankt, at han hans kendskab til kvindefodbold generelt er ret begrænset, men hos landsholdsspillerne glæder man sig alligevel til at få den ny træner ind over.
- Jeg ved ikke, om det kommer bag på mig, men vi havde måske ikke lige gættet på Lars Søndergaard som ny træner for os, men det lyder spændende, og jeg tror, det kan være positivt, at vi får en mand ind, som har været i det professionelle miljø i herreverdenen.
- Det giver helt sikkert en ny start for alle spillere. Jeg tror, det er fint, at der kommer en med helt nye øjne på det hele.
Efter sølvmedaljen ved EM i sommer stoppede Nils Nielsen som landstræner. Siden har Søren Randa-Boldt vikarieret som træner for kvindelandsholdet.