Fra konflikt til Kroatien: Nu er det kamp

Landsholdsspillerne nyder at konflikten med DBU for en stund er sparket til hjørne og ser frem mod VM-kvalifikationskampen mod Kroatien.

Man kan roligt sige, at det danske kvindelandshold har fået en mareridtsagtig start på VM-kvalifikationen, da fredagens kamp mod Sverige blev aflyst, da Spillerforeningen og DBU ikke kunne komme frem til en delaftale i tide.

Det kommer nu til at kaste en straf af sig, der formentlig både kan mærkes på pengepungen og VM-kvalifikationsregnskabet, hvis det da ikke ender med at Danmark bliver smidt helt ud af spillet om VM-billettter.

Nu er spillerne dog rejst til til VM-kvalifikationskamp i Kroatien. Væk fra konflikten og ned til det, som spillerne holder mest af.

- Det har været befriende. Det har været rigtig godt at have fokus på fodbolden og kunne lægge det andet til side, siger Stine Larsen, der kan berette om en meget tændt spillertrup, der glæder sig til at komme på græs.

- Vi er her, hvor vi helst vil være, så alt, hvad der sker, kan vi ikke gøre så meget ved. Vi håber, at det skinner igennem, at det er det her, vi brænder for, siger Stine Larsen, der bakkes op af holdkammeraten Janni Arnth.

- Det er bare dejligt, at vi har lagt det der væk nu. Det, vi allerhelst vil, er fodbolden. Nu er det fodbold og nu er det kamp.

Udover Kroatien og Sverige er Danmark i VM-kvalifikationsgruppe med Ungarn og Ukraine. Gruppevinderen kvalificerer sig til VM 2019 i Frankrig, mens de fire bedste to'ere på tværs af kvalifikationsgrupperne skal ud i playoff-spil om én ekstra VM-billet.