Hvis man skal bevise, at man hører til blandt de bedste, er det ikke nok at slå nummer 39 og 52 i verden.
Derfor sidder den nu forhenværende landstræner for fodboldkvinderne også tilbage og ærgrer sig over, at en arbejdsfaglig konflikt spændte ben for det, der skulle have været hans svendestykke og fået ledelsen i Dansk Boldspil-Union til at overveje en længerevarende ansættelse.
- Jeg ved ikke, om jeg er skuffet, men jeg er bitter over, at de kampe blev aflyst. Men det er jo ikke mig, det handler om, og det var ikke noget, jeg kunne gøre noget ved, siger Søren Randa-Boldt.
Han var manden, der stod i spidsen for kvindelandsholdet efter EM, da Nils Nielsen stoppede og DBU satte gang i jagten på en permanent afløser.
Fire kampe fik han med det overordnede ansvar for taktik og holdopstilling. I hvert fald på papiret. For Søren Randa-Boldts ansættelse faldt sammen med konflikten mellem spillerne og DBU.
En konflikt, der betød at kampene mod Holland og Sverige blev aflyst og efterlod kvalifikationskampene de knap så attraktive mod Ungarn og Kroatien på skemaet.
Europamestre og OL-sølvvindere
Og så var det så som så med Søren Randa-Boldts chance for at imponere.
- Det fik jeg jo ikke, og det har jeg sagt før. At hvis jeg skulle have en chance for at vise, hvad jeg var værd, så skulle jeg have slået Holland 3-0 hjemme, og så være gået op og slået Sverige 2-0, men de blev aldrig spillet. Så jeg fik kun de kampe, der skulle vindes, så nej, det har ikke været helt fair.
- Hvis jeg skulle have vist mig som et emne, så havde det været en god mulighed at vinde over europamestrene og sølvvinderne fra OL, men de kom aldrig, så jeg vandt over nummer 39 og 52, siger han.
Inden han blev hevet ind for at lukke hullet på A-landsholdets trænerbænk, fungerede han som U19-træner i DBU.
En stilling han nu er tilbage i og glad for, selvom drømmen om noget større ulmer i ham.
- Jeg har U19, og det har jeg været glad for i mange år, og så må vi se, hvad jeg gør, hvis FC Barcelona ringer, siger han med et grin.
DBU offentliggjorde i mandags den tidligere AaB- og Sønderjysketræner Lars Søndergaard som ny mand i spidsen for kvindelandsholdet.