Fredag vil Ullevi Stadion i Göteborg stå gabende tomt.
Det europæiske fodboldforbund, Uefa, har efter længere tids usikkerhed om kampen mellem Danmark og Sverige i kvindernes VM-kvalifikation i dag officielt aflyst kampen. Det skriver Uefa i en e-mail til DR Nyheder.
Aflysningen ærgrer Danske Spil, der er hovedsponsor for det danske kvindelandshold.
- Vi er super triste over, at kampen nu er aflyst. Det kan vi kun være kede af, siger Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør i Danske Spil.
Danske Spil blev med sit produkt Oddset tilbage i maj hovedsponsor for kvindelandsholdet, efter at spillekoncernen i januar også havde overtaget rollen som hovedsponsor for herrelandsholdet.
I går meldte DBU afbud til kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige. Det var dog først i dag klokken 12, at DBU skulle indlevere oplysninger om trup til Uefa forud for kampen mod Sverige.
Fredagens aflysning er kulminationen på en faglig strid mellem DBU og Spillerforeningen.
Uvist, hvad der sker med samarbejde
Danske Spils direktør vil dog ikke på nuværende tidspunkt sige noget om de mulige konsekvenser, som aflysningen af kampen, der kunne have sendt Danmark videre i kvalifikationen til VM, kan komme til at have for sponsorsamarbejdet.
- Det er noget, vi først og fremmest skal drøfte med DBU. Det er DBU, vi har indgået en aftale med, og dér tager vi drøftelserne, siger Susanne Mørch Koch.
Men er det her i dine øjne god eller dårlig omtale?
- Vi har haft en fantastisk sommer med kvinderne. Vi har fået lov til at være meget tæt på noget helt fantastisk fodbold, og jeg synes, at pigerne har givet os rigtig meget. Det har været en flot rejse. At vi nu står i den her situation, er vi sikre på, at alle er kede af.
Kan I finde på at trække støtten til landsholdet?
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Susanne Mørch Koch.
Odds er vokset markant
Ifølge Danske Spils egne tal har interessen for kvindelandsholdet henover sommeren givet udslag i, at der er spillet langt flere penge på kvindernes kampe.
Sommerens EM, hvor kvindelandsholdet vandt en sølvmedalje for Danmark, var med at forøge den samlede spilleindsats markant.
Før EM lå omsætning per kamp på lidt over 100.000 kroner, oplyser Danske Spil. Men efter EM har omsætningen været tættere på en million kroner for 90 minutters fodboldkamp.
Den samlede indsats under EM var på over 10 millioner kroner. Men der er dog stadig et godt stykke op til spillelysten på kampe, hvor herrelandsholdet spiller.
Til sammenligning har det danske herrelandsholds VM-kvalifikationskampe i efteråret givet dobbelt så meget i spilleindskud som kvindernes EM gav i alt, skriver Danske Spil i en e-mail til DR Nyheder.
Sådan får du dine odds retur
- •
Har man spillet på fredagens kamp mellem Danmark og Sverige, vil man kunne få sit indskud tilbage.
- •
Ved odds, der er placeret gennem en onlinetjeneste, vil spillere få penge indbetalt direkte til den benyttede spilkonto.
- •
Hvis man har været forbi en butik, kan pengene hentes tilbage i butikken ved at bruge spillekuponen.
- •
Har man spillet på fredagens kamp sammen med andre kampe, vil kampen gå i odds 1,00.
- •
Det vil sige, at kampen ikke påvirker nogen af de andre væddemål, man har indgået sammen med kampen. Kilde: Danske Spil