Danmarks sidste testkamp inden sommerens EM endte med et nederlag på 2-1 til Norge.
Om godt en uge gælder det EM i England, og efter hvad DR Sportens kommentator Henrik Liniger har set fra de danske spillere i juni måneds tre testkampe, er der ingen grund til videre bekymring.
- Der kan blive sat mange plusser i karakterbogen. Den danske offensiv viser, at de kan skabe chancer og score mål mod alle hold. Det er betryggende, når man skal møde stærke hold, siger Henrik Liniger.
Sammen med sin kommentatorkollega Arnela Muminovic giver han karakterer til de danske spillere efter onsdagens kamp mod Norge.
Dyk ned i dem herunder.
Lene Christensen: 4
- Hendes karakter, har vi diskuteret meget.
- De fleste afslutninger kom direkte på hende, som hun skulle tage, og her virkede hun sikker. Der var så det ene mål i første halvleg, hvor det kan diskuteres, om hun kunne have gjort mere ved det.
Katrine Veje: 4
- En blandet kamp for den danske forsvarsspiller. Hun havde nogle gode diagonale afleveringer, men der var også del opspilsfejl, og så mistede hun bolden ved Norges andet mål. Det trækker ned.
- Omvendt er der mange lovende takter fremad i banen med gode diagonalafleveringer og masser af energi.
Stine Ballisager: 7
- For anden kamp i træk er hun en af Danmarks bedste. Hun har spillet sig ind som fast spiller i det danske midterforsvar og ser ud til at være en sikker starter mod Tyskland.
- Hun er forudseende og god i langt det meste, af hvad hun foretager sig. Er dog involveret i det første norske mål, og det trækker ned.
Sara Holmgaard: 7
- Måtte springe til i sidste øjeblik, da Rikke Sevecke blev skadet under opvarmningen. Men det var ikke til at se, at hun ikke havde forberedt sig på at starte inde. Hun viste fine takter, og lavede også en god assist til målet.
Sofie Junge: 10
- Midtbanedirigenten trådte endnu engan i karakter i en landskamp. Hun er hård i sine dueller og forudseende, og offensivt tager hun også ansvar. Hun er så vigtig for det danske landshold.
Karen Holmgaard: 7
- Hun har fået chancen i testkampene, hvor hun er udtaget som midtbanespiller, men har spillet mest i forsvaret.
- Her har hun grebet chancen, og jeg vil være ganske tryg ved at spille med hende, hvis de andres skadessituation gør, at de ikke kan spille.
Kathrine Kühl: 7
- Flot boldsikkerhed og godt blik for afleveringer viste hun i første halvleg, men hun faldt lidt ud af kampen hen ad vejen.
Janni Thomsen: 4
- Det var en blandet kamp for Janni Thomsen. Hun var involveret i meget og havde bolden mange gange, men vi savner, at hun er mere angrebsivrig i sine dueller og mere skarp i sine beslutninger.
Stine Larsen: 4
- Stine Larsen fik chancen fra start, efter hun ikke spillede mod Østrig og Brasilien. Hun er i hård konkurrence for en plads i angrebet, og hun spiller en fin kamp.
- Hun er involveret i det første mål, hvor hun skaber plads til Signe Bruun, men hun shinede ikke. Hun kan langt fra være sikker på at starte mod Tyskland.
Pernille Harder: 7
- Den danske anfører var hårdtarbejdende og forsøgte ting. Det var ikke alt, der lykkedes, og hun burde have scoret på den chance, hun får i første halvleg.
- Men som altid spiller hun på et fint, højt niveau.
Signe Bruun: 10
- Efter to sløje landskampe så vi noget af den gamle Signe Bruun allerede efter knap et minuts spil. Et flot hovedstødsmål.
- Efterfølgende var hun godt med i spillet i første halvleg og virkede sikker på bolden med gode relationer på banen. Vi ser endelig en Signe Bruun på vej mod EM-formen.
Rikke Marie Madsen: 4
- Rikke Marie Madsen udviste stor energi, som hun plejer. Men hun havde også Danmarks største chance i anden halvleg, som hun skulle have scoret på, og det trækker ned.
Sanne Troelsgaard: 4
- Troelsgaard kommer ind og falder fint ind i spillet sammen med holdet. Hun viser sin fysik og var med til at sætte pres på nordmændene, men hun formåede ikke at gøre en afgørende forskel.
Sofie Bredgaard: 7
- Sofie Bredgaard kom ind og spillede anden halvleg og viste, hvorfor hun er udtaget til EM-truppen. Hun kan være et våben for Lars Søndergaard at sætte ind.
- Hun havde en stor chance, hun burde have scoret på, men med tanke på, at hun kun har spillet to kampe for landsholdet, viste hun rigtig lovende takter.
Mille Gejl, Sarah Thrige og Simone Boye kom også på banen mod Norge, men de fik ikke nok spilletid til at få en karakter.
Lars Søndergaard: 7
- Landstræneren har et stykke hen ad vejen fundet sin EM-opstilling. Men han skal stadig have løst noget omkring defensiven.
- Han fik set nogle ting, som han gerne ville i den her kamp. Offensivt lykkedes det godt, men defensivt er der nogle ting, han skal have styr på, inden for den næste uge, for at EM-opstillingen virker.
Danmark spiller første kamp ved EM i fodbold den 8. juli mod Tyskland, og du kan følge med på alle DR's kanaler.
