KARAKTERER For få spillere imponerede mod Holland

Kvindelandsholdet løftede sig fra de seneste opgør, men den danske offensiv scorer lavt efter 2-0-nederlaget til Holland.

Sofie Junge får den højeste karakter af de danske spillere. (Foto: © Andre Weening, Scanpix)

Kvindelandsholdet tog et skridt væk fra VM-slutrunden, da det blev til et 0-2 nederlag på udebane mod Holland i den første playoff-kamp.

Men indsatsen var dog langt bedre end i sidste måneds meget skuffende nederlag til Sverige, og det giver trods alt et lillebitte håb før returkampen på tirsdag. DR Sportens kommentator Henrik Liniger uddeler disse karakterer til danskerne:

Line G. Johansen – 7

Spillede sin første betydende landskamp og gjorde et fint indtryk. Chanceløs ved de to mål og generelt en sikker indsats og en rolig udstråling og også en god redning i 2. halvleg. Fin kamp af den danske keeper.

Theresa Nielsen – 7

God kamp af Theresa Nielsen, der leverede fint både defensivt og offensivt. Var en vigtig kraft bag den gode danske 2. halvleg i offensiven, men fik ikke sat sig helt igennem.

Janni Arnth – 4

Den rutinerede danske midterforsvarer må tage sin del af skylden for den opdækningsfejl, som kostede 1-0 målet. Spillede sig op i 2. halvleg, hvor der kom vanligt styr på tingene.

Simone Boye – 02

Også hun havde andel i det hollandske føringsmål og virkede ofte stresset i opspillet. Fik som resten af danskerne spillet sig op i løbet af anden halvleg, men var generelt under sit normalt høje niveau.

Katrine Veje – 4

Sendt på en uvant opgave som venstre back med det ene formål at stække hollændernes stærke fløj van de Sanden. Det lykkedes kun delvist, og Veje må tage 2-0 målet på sig. og det trækker en karakter ned. Offensivt var hun stærk, når muligheden bød sig - blandt andet med et skud på overliggeren til sidst.

Sofie Junge – 10

Midtbanespilleren fik lidt overraskende chancen fra start efter et år uden en betydende landskamp - og den chance greb hun. Opspillet var i kontrol, når det gik via hende, og defensivt blev der arbejdet hårdt. Bedste dansker i kampen.

Karen Holmgaard – 02

Lige akkurat bestået for den unge midtbaneslider, der ofte var udfordret på tempoet af de hårdt pressende hollændere og virkede for langsom i bevægelserne, når hun selv havde bolden. Udskiftet i anden halvleg.

Sanne Troelsgaard – 02

Anonym kamp af Troelsgaard, der havde svært ved at finde plads i højresiden, og når det lykkedes, så var hun ikke boldsikker nok. Udskiftet til sidst.

Frederikke Thøgersen – 4

Den hurtige højrekantspiller var sendt over i venstre side, og den opgave løste hun fint. Der var en del gode detaljer, men for mange boldtab trækker ned.

Pernille Harder – 4

Kæmpemæssig arbejdsindsats, og hun var millimeter fra at give Danmark en livline, da hendes bedste forsøg blev reddet på stregen. Anføreren virkede dog meget frustreret ind imellem og lykkedes ikke med afgørende aktioner, hvor der ofte blev truffet det forkerte valg.

Nadia Nadim – 02

Flot fighterindsats, men stort set intet spillemæssigt lykkedes for Nadia Nadim. I mange situationer var hun ikke sikker nok på bolden, og hun kom heller ikke frem til nogle skarpe afslutninger.

Nanna Christiansen – 4

Sendt ind midt i anden halvleg og leverede en fin indsats på den centrale midtbane, men kunne godt have lykkedes med mere offensivt.

Lars Søndergaard – 7

Havde fået sat holdet godt op efter den blodfattige indsats mod Sverige. Pludselig kunne man kende kvindelandsholdet igen. Fik dog ikke fundet den helt rette plan til at stække Hollands stærke offensiv.

Maja Kildemoes og Nicoline Sørensen – UB på grund af for kort spilletid