Det holdt hårdt, men i sidste ende trak det danske landshold det længste strå i kampen mod Uruguay.
DR Sportens kommentatorer Henrik Liniger og Arnela Muminovic kommer her med en vurdering af de danske spilleres præstation.
Herunder kan du læse, hvilke karakterer de danske spillere får.
Laura Worsøe: 02
- Fik chancen fra start i det danske mål - en stor mulighed for hende til at vise sig frem for den danske landstræner og spille sig tættere på VM-truppen.
- Hun lavede en kæmpe fejl ved Uruguays 2-1-scoring, som var ved at koste Danmark sejren. Lavede ikke andre fejl end den, men den var også rigtig stor.
Rikke Sevecke: 7
- Hun kommer ind i pausen og scorer til 2-2 på et tidspunkt, hvor Danmark er på randen af en fodboldmæssig katastrofe.
- Hun spiller en fin halvleg, men målet trækker op.
Simone Boye Sørensen: 4
- Hun stod stærkest i det danske midterforsvar. Formåede også at bringe bolden fint frem flere gange i kampen. Gik ikke med på det fysiske spil, som Uruguay kom med, men fik heller ikke sat sit præg på kampen.
Stine Ballisager Pedersen: 02
- Normalt et at de stærkeste og mest stabile kort i den danske defensiv, men i dag var en sjælden off-dag for Ballisager.
- Hun havde flere gange svært ved at placere sig, og hun blev sat flere gange i en-mod-en-dueller. Helt ukarakteristisk for hende.
Emma Snerle: 4
- Hun kom ind i anden halvleg og gjorde fint opmærksom på sig selv med gode dybdeløb og fine pasninger, men havde to kæmpe afbrændere, og det trækker ned.
Frederikke Thøgersen: 7
- Hun var én af de bedre danskere i dag. Kom ind i anden halvleg og var fra sin back-position en af de bedste i den danske offensiv.
- Hun lykkedes tit med sine aktioner, så hun gjorde et godt indtryk i de minutter, hun fik på banen.
Janni Thomsen: 7
- Den danske redningskvinde, som sparkede sejren i hus, og målet var fremragende.
- Men udover det spillede hun en ustabil kamp, hvor hun var udfordret af de aggressive Uruguay-spillere, men målet trækker hende op.
Josefine Hasbo: 7
- Hun havde en svær første halvleg, men efter pausen tog hun flere rigtige beslutninger og var også med i opspillet til flere store chancer.
- Hun havde flere gode detaljer og har generelt spillet en rigtig god turnering.
Karen Holmgaard: 02
- Begyndte godt de første ti minutter, men faldt hurtigt ud af kampen. Endte med at virke kaotisk i sit spil mod slutningen af første halvleg og blev også udskiftet i pausen.
Kathrine Møller Kühl: 4
- Hun havde en svær første halvleg, hvor hun ikke udnyttede det rum, hun havde omkring sig. Havde udfordringer i at spille mod et uortodokst Uruguay-hold, hvor hun ofte havde for mange boldberøringer og generelt ville for meget.
- Efter pausen blev det bedre, og hun burde have scoret på en stor chance.
Nicoline Sørensen: 4
- Hårdtarbejdende med masser af indlæg, men det førte ikke rigtig til de store chancer. Hun havde også til tider problemer i sine offensive dueller mod et aggressivt forsvar.
Sanne Troelsgaard: 4
- Hun kom ind og stabiliserede den danske midtbane og var med til, at Danmark sad på det meste i anden halvleg. Hun fik dog ikke nogen afgørende rolle i kampen.
Sofie Bredgaard: 7
- Åbnede kampen med en flot scoring, som også var hendes første på landsholdet.
- Var decideret uheldig med to forsøg på træværket, som lige så godt kunne have gået ind, og så havde det været en helt anden kamp for både hende og Danmark. Hun havde udfordringer i sit offensive spil, men leverede en stabil indsats.
Sofie Svava: 7
- Sofia Svava var bedste dansker i dag. Hun var stabil i defensiven, hvor der ikke var mange uruguayanere, som kom forbi.
- I offensiven var hun den mest konstante spiller med gode indlæg, som holdkammeraterne dog ikke formåede at udnytte.
Amalie Vangsgaard: 4
- Hun kom ind efter pausen og var med til at lægge pres på Uruguay i slutningen af kampen. Men hun kommer ikke frem til nogle chancer, og derfor spiller hun heller ikke nogen afgørende rolle i kampen.
Stine Larsen: 02
- Hun fik chancen som angriber, men greb den ikke. Havde to gigantiske muligheder i første halvleg, men missede begge.
Spillere uden for bedømmelse:
Signe Bruun
Lars Søndergaard: 4
- Det lykkedes ikke tilstrækkeligt for den danske landstræner at få forberedt sit hold på den kaosfodbold, der ventede fra Uruguay.
- Han tabte også fokus ved at diskutere med fjerdedommeren, selvom vi godt kan blive enige om, at dommere ikke altid havde ret. Han kan dog være glad for sejren i dag, og tilfreds med turneringen som helhed.
Gennemsnit: 4,6
Henrik Liniger og Arnela Muminovic giver det danske landshold 4,6 i gennemsnit efter sejren på 3-2 over Uruguay.