Kvindelandsholdet indtog Parken: 'Kroppen er træt, hovedet er træt, men følelsen er megafed'

Fredag aften besejrede de danske fodboldkvinder Brasilien med 2-1 foran flere end 20.000 tilskuere i Parken.

Pernille Harder og Danmark slog fredag Brasilien 2-1 i Parken. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Når man står op dagen efter at have scoret sejrsmålet mod Brasilien foran et rekordstort publikum til den første kvindelandskamp i Parken. Hvad er så den mest naturlige måde at fejre det på?

Mille Gejl, den danske målscorer til 2-1, gør det ved at nappe en god portion havregrød med frugt.

Og den danske nationalmorgenmad falder på et tørt sted efter kvindelandsholdets EM-test i nationalarenaen fredag aften.

- Man er da lidt smadret efter i går. Det var en stor aften, og det var da en smule svært at falde i søvn, fortæller Mille Gejl til DR Sporten dagen derpå.

Her kan du se højdepunkter fredagens landskamp mod Brasilien:

Hele 21.542 tilskuere havde klædt Parken i rødt og hvidt til fredagens landskamp mod Brasilien,og satte dermed rekord for antallet af tilskuere til en fodboldkamp for kvindehold i Danmark.

- Det var helt fantastisk. Det var en stor aften for dansk kvindefodbold. Det mærkede vi især på banen og specielt, da jeg scorede det afgørende må. Det føltes som om, det kogte over inde i Parken. Det var superfedt, siger Mille Gejl.

- Det er svært at beskrive. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det var en følelse af glæde og stolthed, der suste igennem én, når man løb ud til fansene.

Stor spænding inden opgøret

Også landsholdets anfører Pernille Harder havde en smule svært ved at sætte ord på gårsdagens begivenhed her dagen derpå.

For selvom hun både har spillet slutrunder med landsholdet og Champions League-finaler med klubholdet, så kan man godt mærke snurren i kroppen, når man kigger frem mod en historisk begivenhed.

- Der var stor spænding inden kampen, også selv om det bare var en træningskamp. Det var jo en stor begivenhed, så selvfølgelig var der nerver. Så det var en lettelse og stor glæde, da vi kom ned i omklædningsrummet efter at have vundet, lyder det fra den danske anfører.

Også den danske forsvarsspiller Rikke Sevecke havde glædestømmermænd, da øjnene blev slået op her til morgen.

- Kroppen er træt. Hovedet er træt, men følelse er mega fed, siger landsholdsspilleren.

Rikke Sevecke har været ude med en skade i en længere periode, og derfor var fredagens kamp på flere måder specielt for den 26-årige Everton-spiller.

- Det er godt at være på banen med pigerne igen, godt at spille for Danmark og generelt bare dejligt at være tilbage - og så i den kulisse, det var kæmpestort. Jeg fik allerede en smule tårer i øjnene, da vi gik på banen, og under nationalsangen, var det også lidt svært at synge med, siger Sevecke.

Landskampen mod Brasilien blev overværet af 21.542 tilskuere i Parken. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

God erfaring frem mod EM

Og det er ikke kun spillerne, som kigger tilbage på fredagens kamp med et smil på læben. Også hos den danskelandstræner, Lars Søndergaard, vender mundvigen opad.

- Det var en fantastisk oplevelse, som sidder dybt i spillerne. De ved allesammen, at de har været med til noget historisk, og at vi så ovenikøbet vinder kampen over et så stærkt hold som Brasilien, det gør jo bare oplevelsen endnu større.

Men et er oplevelsen, noget andet er den ballast, sådan en kamp giver spillerne frem mod den kommende EM-slutunde, hvor store fodboldnationer som England og Tyskland venter i gruppekampene.

Derfor glæder det også landstræneren, at spillernes naturlige nervøsitet inden opgøret, blev vekslet til gode præstationer på banen.

- Jeg kommer altid lidt før ind i omklædningsrummet efter opvarmningen. Og den første spiller, som kom ind, var Lene (Christensen, målmand, red), og jeg kunne mærke, hvor nervøs hun var, for det var jo også fantastisk test for hende. Men hun formåede at omsætte det til en super god kamp, og det var en god erfaring for hende og resten af holdet frem mod EM, siger landstræneren.

Den næste opgave for kvindelandsholdet er Norge på hjemmebane den 29. juni. Opgøret kan følges på DRs kanaler.

EM-slutrunden spilles fra den 6. juli til den 31. juli og kan følges på DRs kanaler.