Landstræner Lars Søndergaard har i dag sat navne på de 23 spillere, der skal med landsholdet til testkampen mod Australien den 11. oktober.
Kampen spilles på holdets hjemmebane i Viborg.
Det står klart, at det bliver uden Nadia Nadim, som forleden blev korsbåndsskadet i en kamp for sin amerikanske klub Racing Louisville.
34-årige Nadia Nadim var i 2021 ude med en knæskade i omkring ni måneder, men hun kæmpede sig tilbage på banen og var med landsholdet ved sommerens EM, hvor hun gjorde det godt.
Landstræneren ærgrer sig, ikke overraskende, over at se én af sine største stjerner løbe ind i en ny, langvarig skade.
- Det er vildt beklageligt og uheldigt. Nadia har lige kæmpet sig tilbage i rekordfart, og hun har leveret et virkelig godt stykke arbejde. Hun har set endnu bedre ud efter EM, så det er hårdt, men det er selvfølgelig også en del af gamet, siger Lars Søndergaard til DR Sporten.
Kvindelandsholdet bragede igennem kvalifikationen til næste års VM med ni sejre i lige så mange kampe.
VM spilles i Australien og New Zealand fra den 20. juli til den 23. august, så der er lige knap ti måneder til at forberede sig. Spørgsmålet er, om Nadia Nadim kan nå at blive sin skade kvit og komme tilbage i en kampform, hvor hun kan levere på det niveau, der kræves for at være med.
- Med Nadia skal man aldrig sige aldrig. Hun kender vejen, og hun ved, hvad der skal til. Men det er klart, at hun er under et vanvittigt tidspres. Der må ikke gå noget galt, og selv hvis alt forløber planmæssigt, er tiden knap, siger Lars Søndergaard.
- Men igen, hvis nogen kan klare det, er det hende. Jeg vil aldrig tage drømmen fra en spiller, så hun skal selvfølgelig have chancen for at komme med lige som alle andre.
Alle har mulighed for at booke en VM-billet
Kampen mod Australien bliver holdets første i forberedelserne til VM.
Det glæder landstræneren, at hans hold bliver prøvet af mod så stærk en modstander.
- Det er et godt hold med prominente spillere. De har haft nogle skader, men de fleste er ved at være klar.
- De har individualister og spiller i et højt tempo, så vi bliver prøvet af mod en slags modstander, som vi også kan forvente at møde til VM. Ja, og som minder om dem, vi mødte til EM, siger Lars Søndergaard.
Der er nogle enkelte ændringer i hans trup i forhold til de navne, der var med til EM i sommer. Mille Gejl er ude, og det samme er reservemålmand Katrine Svane fra AGF, der erstattes af Maja Bay Østergaard fra FC Thy-Thisted Q.
Og så er Juventus-spilleren Sofie Junge Pedersen tilbage efter at have været ude med en skade i VM-kvalifikationskampen mod Montenegro den 1. september, som Danmark vandt 5-1.
Hvem, der ender med at booke billet til fodboldfesten ved VM i Australien og New Zealand, må vi vente med at se til engang i det sene forår.
Lars Søndergaard fortæller, at flere spillere lige nu står og banker på til en plads, hvis de gør det godt i deres klubber.
Det drejer sig om Caroline Møller Hansen i Real Madrid, duoen Olivia Møller Holdt og Frederikke Thøgersen i svenske FC Rosengård og Rikke Marie Madsen, der lige er skiftet fra Madrid CFF til North Carolina i USA.
Madsen, vurderer Lars Søndergaard, har bedst af at blive i sin nye klub lige nu, og så kan hun indkaldes senere.
- Det giver god mening. Vi ved, hvad hun står for, siger han.
Han gør det samtidig klart, at absolut ingen på nuværende tidspunkt er sat uden for. Alting afhænger af, hvordan spillerne viser sig frem fra nu og i foråret.
- Det handler om, at så mange som muligt skal have et godt og stabilt forløb fra nu af og frem mod VM.
27 hold er lige nu kvalificeret til VM, hvilket efterlader fem frie pladser. Der er åbningskamp i Auckland, New Zealand, den 20. juli og finale i Sydney, Australien, den 23. august.
Kampprogrammet er ikke lavet endnu, men til oktober bliver der trukket lod til puljerne.
Landskampen mod Australien den 11. oktober klokken 18 vises på DRTV og DR1.
