Nadia Nadim når ikke at blive klar til Algarve Cup

Danmark må undvære Nadia Nadim til Algarve Cup i slutningen af måneden.

Nadia Nadim kommer ikke med til Portugal. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Danmark indleder Algarve Cup, der populært kaldes 'Mini VM', når de møder Canada den 1. marts.

Men det bliver uden en af Danmarks absolut største stjerner på holdet.

Nadia Nadim når nemlig ikke at blive klar efter den skade, hun pådrog sig i slutningen af sidste år.

- Hendes genoptræning går godt, men hun er først netop nu begyndt at træne med en bold, så hun er ikke klar til en træningsturnering lige nu, siger landstræner Nils Nielsen til DBU's hjemmeside.

Angriberen fra Portland Thorns er derfor ikke med i bruttotruppen på 21 spillere, som blev udtaget torsdag.

Landstræner Nils Nielsen har fortsat to frie pladser i truppen, som ventes at blive besat i den kommende uge.

Danmark er også i gruppe med Rusland og værterne fra Portugal.

Du kan se den foreløbige trup herunder:

Målmænd:

Line Geltzer Johansen, Vejle BK Naja Bahrenscheer, BSF Stina Lykke Petersen, KoldingQ

Forsvarsspillere:

Cecilie Sandvej, SC Sand Janni Arnth Jensen, Linköpings FC Line Røddik, FC Barcelona Maja Kildemoes, Linköpings FC Mie Leth Jans, Brøndby IF Simone Boye, Brøndby IF Theresa Nielsen, Vålerenga IF

Midtbanespillere:

Frederikke Thøgersen, Fortuna Hjørring Katrine Veje, Brøndby IF Line Sigvardsen Jensen, Washington Spirit Nanna Christiansen, Brøndby IF Sanne Troelsgaard, KoldingQ Sara Thrige, KoldingQ

Angribere:

Johanna Rasmussen, Linköpings FC Lise Overgaard Munk, 1. FFC Frankfurt Nicoline Sørensen, Brøndby IF Pernille Harder, VfL Wolfsburg Stine Larsen, Brøndby IF