Nadim bryder tavsheden om Qatar-rolle: 'Det handler ikke om penge'

For første gang taler landsholdsspiller Nadia Nadim om sit ambassadørskab for VM-slutrunden i Qatar.

Nadia Nadim har spillet 99 landskampe for Danmarks kvindelandshold i fodbold. (Foto: © Nicolas Cho Meier)

Udtagelsen til kvindernes EM-slutrunde i fodbold faldt med et krav om, at stillelegen slutter her, og det fulgte Nadia Nadim mandag til dørs, da landsholdsangriberen for første gang talte om sit ambassadørskab for herrernes VM-slutrunde i Qatar.

Det skete indledningsvist ved, at Nadim kom med et statement til den samlede danske presse i kvindernes landsholdslejr i Helsingør.

- Jeg kan forstå, at der har været lidt mediestorm med mit ambassadørskab i Qatar, sagde Nadim, inden hun forklarede, hvorfor hun sidste år rejste til landet og deltog ved et event (WISE Qatar, red.).

- Jeg var der en dag ekstra, og jeg fik at vide, at der var en flygtningelejr, der har hjulpet 75.000 afghanske flytninge. Det ville jeg gerne se og sige hej til de børn og unge, siger Nadim, der selv er født i Afghanistan.

VM-slutrunden har mødt stor kritik på en række områder, blandt andet for migrantarbejdernes levevilkår. Hertil svarer Nadim, at hun på intet tidspunkt har benægtet disse forhold.

- Der er meget, der skal forbedres, og det gør det her VM muligt. Selvfølgelig er det ikke perfekt, siger Nadim i det efterfølgende interview med DR Sporten.

- Som kvinde med muslimsk baggrund kan jeg repræsentere, at kvinder gerne må dyrke sport og have de samme rettigheder.

Herunder taler Nadia Nadim om kritikken af Qatar som VM-værter:

Gør du det for pengenes skyld?

- 100 procent ikke, svarer Nadim.

- Det handler ikke om penge for mig og har aldrig gjort det, sagde Nadim også i sit statement, hvor hun kaldte beslutningen en 'no-brainer' (en nem beslutning, red.)

Hvad får du for det?

- Det er et mærkeligt spørgsmål at stille. Jeg spørger heller ikke dig. Men det har ikke været en motivationsfaktor for mig.

- Jeg har altid været typen, der har fulgt mit hjerte, og det fortæller mig, at det er rigtig at gøre, siger Nadim, der ser det som en mulighed for at gøre en forskel og ændre synet på kvinder i landet.

Nadia Nadim stillede op til interviews om sin Qatar-rolle, inden landsholdets træning mandag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Krav fra landstræneren er 'fair nok'

Dansk Boldspil-Union, DBU, har flere gange udtrykt, at unionen er uenig i beslutningen om at placere VM 2022 i Qatar og kalder den 'dybt kontroversiel'.

Nadim offentliggjorde sit ambassadørskab 1. april i år, men har siden været stille om sit job for VM-arrangørerne i Qatar. Det skyldes, at fodboldspilleren føler, at hun i enkelte artikler fik fordrejet sine ord.

Løsningen blev derfor tavshed.

- Når det bliver halvt mobning, gider jeg ikke være en del af det. Så jeg sagde, at jeg lukkede af, hvilket jeg gjorde. Og så kommer folk bare ikke tæt på mig, siger Nadim.

Nadia Nadim er netop vendt tilbage efter ni måneders skadespause. Danskeren har siden optrådt tre gange for sin amerikanske klub Racing Louisville, senest i weekenden, hvor angriberen scorede to gange. (Foto: © Tim Nwachukwu, Ritzau Scanpix)

Inden udtagelsen af Danmarks EM-trup i sidste uge kom imidlertid en klar melding fra landstræner Lars Søndergaard om, at fodboldspilleren skulle udtale sig, hvis hun ønskede at repræsentere det danske hold ved slutrunden i juli.

- Hvis hun bliver udtaget, så er hun nødt til at udtale sig. Det tror jeg også, hun kan og vil gøre, sagde Søndergaard til DR Sporten.

Det, synes Nadia Nadim, egentlig er i orden.

- Det er fair nok, at jeg er blevet bedt om det. Jeg gør det for at få lidt ro på, og så vil jeg gerne klargøre det hele, så folk kan forstå det. Jeg føler ikke, jeg har gjort noget forkert, siger Nadia Nadim.

Nadia Nadim forklarer, hvorfor hun er i stand til at gøre en forskel i Qatar:

Landsholdsspilleren slår samtidig fast, at hun ikke havde foretrukket, at VM skulle holdes i et andet land.

- Jeg er egentlig ligeglad, hvor det holdes henne. VM er for alle. Og hvordan det er havnet der (i Qatar, red.), er ikke noget, jeg har været med omkring. Så meget magt har jeg ikke endnu. Men nu er det der, og det er det, jeg fokuserer på, siger Nadia Nadim.

Nadim bifalder DBU's kritiske dialog, men mener samtidig, at hun er en bedre repræsentant i kampen for at ændre tilstandene i Qatar.

- Jeg gør de samme ting, men jeg er nok bedre egnet (til det, red.), end de er. Forestil dig én, der er født der, sammenlignet med 23 mænd, der aldrig har oplevet det og ved, hvordan vilkårerne er og de interkulturelle faktorer, der spiller ind.

- På den måde er jeg en bedre repræsentant, end DBU er, siger Nadim.