Klædt i guldtrøje viste Pernille Harder på ny, hvorfor hun er dansk fodbolds kronjuvel.
Den 29-årige stjerneangriber scorede således for tredje ligakamp i træk med et tordenskud, da Chelsea vandt med 4-0 over West Ham onsdag aften.
Det var tilmed hendes femte mål på fire kampe, da London-klubben spillede sig tæt på det engelske mesterskab. I skrivende stund har Chelsea to point ned til Manchester United med to runder tilbage.
I de to ligakampe forinden har Pernille Harder i hvert opgør scoret to mål og kreeret en assist. Dertil lagde hun op til sejrsmålet, da Chelsea i weekenden vandt 1-0 over Manchester United i FA Cup-finalen.
Pernille Harder kom for nylig tilbage i kampaktion efter en længere skadespause. Hun skulle dog ikke bruge længe på at spille sig i form. I sin første ligakamp mod Everton scorede hun således to mål, hvilket hun gentog runden efter mod Leicester.
Ifølge den danske angriber handler meget af successen om, at hun har udnyttet pausen fornuftigt.
- Jeg er topmotiveret og har fået en helt ny form for hunger efter at spille fodbold igen, sagde Pernille Harder til DR Sporten i slutningen af april.
Og den sult er tydelig at se i øjnene på landsholdsanføreren, mener DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminović. Al snak, om at Pernille Harders tid som verdensstjerne er forbi, bør forstumme, mener hun.
- At hun er så afgørende få kampe efter sit comeback viser, hvilken verdensklassespiller hun er, understregede hun.
Opturen på målkontoen kommer på et gunstigt tidspunkt. Til sommer er Danmark at finde i New Zealand og Australien ved VM, og da får man brug for en målfarlig angriber, fortsætter Arnela Muminović.
- Pernille Harder er den klart bedste og vigtigste spiller på det danske landshold. Fortsætter hun som nu, gør det Danmarks chancer for et sjovt VM meget større, sagde fodboldkommentatoren.
På en måde kan den lange skadespause være held i uheld for Danmarks fodboldlandshold, forklarede Arnela Muminović.
- Hun har haft en helt anden form for motivation i de seneste kampe. Pernille Harder spiller sig til VM i forrygende form, men er også udhvilet. Det kan blive rigtig godt, sagde hun.
Inden da drømmer Pernille Harder om at vinde mesterskabet og dermed fuldføre den såkaldte The Double.
-Vi ligger fint til, og hvis vi gør vores arbejde, så vinder vi mesterskabet, sagde Pernille Harder til DR Sporten.
VM i fodbold begynder den 20. juli, og Danmark er i gruppe med Kina, Haiti samt europamestrene fra England.