Danmark får modstand 'fra øverste hylde' i ny stor turnering

Fodboldkvinderne er kommet i pulje med Tyskland, Island og Wales.

Det bliver en førstegangsoplevelse for Pernille Harder og kompagni, når Nations League til efteråret ser dagens lys på kvindesiden. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Tirsdag blev der trukket lod til den første udgave nogensinde af kvindernes Nations League-turnering, hvor Danmark er placeret i den øverste og stærkeste liga.

Her havnede de danske fodboldkvinder i pulje med EM-sølvvinderne Tyskland, Island og Wales til de kampe, der spilles til efteråret.

Klarer danskerne sig godt i Nations League, ligger der én - ja faktisk flere - gulerødder og venter ude i fremtiden. Kommer fodboldkvinderne til finalestævnet, spilles der, udover trofæet, nemlig også om to europæiske OL-pladser.

Det vægter højt, udtaler anfører Pernille Harder i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os til det nye Nations League, hvor vi skal spille mod Europas stærkeste landshold, siger Harder.

- Lodtrækningen er naturligvis svær, da vi er i den bedste liga, men det bliver spændende at møde gode nationer som Tyskland og Island. Vi kan ikke vente til at spille Nations League og mærke opbakningen fra de danske fans, siger hun.

Slutter holdet i top-to i gruppen med Tyskland, Island og Wales, vil danskerne tilmed være sikret en plads i liga A i den kommende EM-kvalifikationen og dermed også få markant bedre chancer for at kvalificere sig til europamesterskabet i Schweiz om to år.

DBU storroser nyt format

Nations League har eksisteret siden 2018 på herresiden for de europæiske fodboldnationer, og Frankrig vandt den seneste udgave ved at slå Spanien 2-1 i finalen.

Det danske herrelandshold indledte turneringsformatet i B-laget, men er siden rykket op som A-nation. Her blev Kasper Schmeichel og kompagni i efteråret nummer to i gruppespillet, blot et enkelt point efter puljevinderen Kroatien.

Nu får kvinderne lov til at prøve det af, hvilket glæder Peter Møller, der er fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union. Han kalder det "fremragende", at danskerne nu kan se frem til sportslig armlægning med nationer, som også har musklerne til at stå imod.

- Det er fremragende, at vi får en turnering, hvor modstanden er mere lige end noget af det, vi har oplevet tidligere, så jeg glæder mig vildt meget til om et halvt års tid, hvor det går i gang, siger Peter Møller til DR Sporten.

Peter Møller synes, at det er godt, at fodboldkvinderne nu får en ny turnering med sportslig betydning. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Fodbolddirektøren fremhæver især Tyskland fra danskernes gruppe og kalder det et hold "på en af de øverste hylder i kvindefodbold".

Han - og fodboldkvinderne - går dog ind til turneringen med samme armbevægelser, vi kender fra herrelandsholdet.

- Vores målsætning er, at vi gerne vil være i det øverste lag og spille med om de sjove pladser.

- Vi drømmer stadigvæk om at vinde en pokal og stå med den, og skal vi det, skal vi gøre vores ypperste for at være med i den her pulje, når vi skal møde Tyskland, siger Peter Møller.

Inden debuten i kvindernes Nations League venter der danskerne et verdensmesterskab i New Zealand og Australien i juli, hvor holdet er i gruppe D med guldbejlerne England, samt Haiti og Kina.

Du kan se Danmarks kampe i Nations League til efteråret på DR.