Det er efterhånden gået op for de fleste, at Kathrine Kühl besidder et talent ud over det sædvanlige.
Et talent der gjorde, at den engelske storklub Arsenal i vinter åbnede pengepungen for at hente den elegante midtbanespiller til London fra FC Nordsjælland.
Men én af dem, der var først på pletten til at spotte det store potentiale, var landstræner, Lars Søndergaard, der den 13. april 2021 gav debut til den dengang blot 17-årige midtbanespiller.
I videoen oven for ses en 17-årige Kathrine Kühl komme på banen til sin debut i en testkamp mod Wales.
I fredags, knap to år senere, rundede Kühl så sin første store milepæl som landsholdsspiller, da hun i 1-0-sejren over Sverige rundede sin kamp nummer 25 - endda som den næstyngste i historien. Kun overgået med et par måneder af Pernille Harder.
- Jeg er mega stolt over at være en del af det her hold og for at have spillet min kamp nummer 25. Det er en kæmpe milepæl at have opnået det, men jeg håber også på at kunne spille mange flere for Danmark. Det er en helt speciel følelse, siger hun.
Trods sin unge alder har Kathrine Kühl siden sin debut nydt stor tiltro hos Lars Søndergaard, og det seneste år har hun været mere eller mindre fast starter på den ellers velbesatte midtbane.
Og det har været med til at sørge for en eksplosiv udvikling.
- Det er gået hurtigt. Jeg tror, at kampene på landsholdet har gjort noget godt for mig og mit spil. Det har udviklet mig meget at træne med de bedste i landet og spille kampe på højeste niveau.
Tilbage i november 2021 scorede Kathrine Kühl sit første og hidtil eneste landskampsmål, da Danmark slog Bosnien med 3-0 i VM-kvalifikationen.
Meget at lære i Arsenal
Mens Kathrine Kühl nyder godt med spilletid på landsholdet, så er situationen i Arsenal en helt anden.
Her har kun fået lov til at starte inde ved to lejligheder, nemlig i FA Cuppen, mens hun i ligaen og i Champions League er henvist til bænken, hvor det blot er blevet til en god håndfuld indhop.
- Det er en situation, hvor jeg bare skal være klar både fysisk og mentalt, når jeg får mine indhop. Det er nyt for mig, og på nuværende tidspunkt er min rolle at være god på træningsbanen. Jeg fokuserer meget på at rykke mig på træningsbanen og gøre de andre bedre og klar til kamp i weekenden.
- Jeg husker mig selv på, at jeg spiller i Arsenal, og det er stort i sig selv. Jeg lærer rigtigt meget af mine holdkammerater, og det er vildt fedt. Det er de bedste spillere i verden og nogle, jeg ser op til, og er vildt beæret over at få lov til at træne med dem hver dag.
19-årige Kathrine Kühl ser ingen problemer med, at spilletiden er begrænset, når træningsniveauet er så højt.
Så selvom hun var vant til at være stjernen i FC Nordsjælland og spille hver gang, så er tiden på træningsbanen guld værd, når hun skal præstere på landsholdet.
- Jeg ved, at jeg kommer fra en hverdag, hvor man træner på allerhøjeste niveau, og det er det samme, vi gør på landsholdet. Det giver mere ro i maven at træne med de bedste i verden, fordi man kan overføre det høje niveau til landsholdet.
Kathrine Kühl får muligheden for mere spilletid på tirsdag, når Danmark møder Japan i Odense.
Den kamp begynder klokken 18.00 og kan ses direkte på DR2.