Det mandlige svenske fodboldlandshold skal mandag aften forsøge at kvalificere sig til næste års VM i Rusland.
Før mandagens udekamp mod Italien har det svenske kvindelandshold skabt uro, da anfører Caroline Seger søndag annoncerede, at spillerne boykotter forbundets fodboldgalla 20. november.
Det sker i utilfredshed med, at det ikke er lykkedes kvinderne at lande en ny landsholdsaftale med Sveriges Fodboldforbund efter et års forhandlinger.
Forbundets fodboldchef, Lars Richt, er stærkt utilfreds med timingen.
- Det er respektløst af den, der har startet det her. Jeg er oprørt, siger Lars Richt til avisen Expressen.
- Jeg ved ikke, hvem der har startet det, men det kommer jo fra en af spillerne på kvindeholdet. Det er ikke okay at gå ud med sådan noget dagen før vores vigtigste kamp, siger landsholdschefen.
Uro i herrernes lejr
I fredags vandt de svenske herrer det første playoffopgør mod Italien med 1-0 i Stockholm. Mandag aften mødes de to hold på San Siro i Milano. Den samlede vinder er sikret adgang til næste års VM i Rusland.
Lars Richt håber ikke, at kvindernes afbud til næste uges fodboldgalla har skabt uro herrernes lejr.
- Det håber jeg ikke. Det er nok, hvis det kun er mig, der er påvirket, siger Richt.
Det er mindre end en måned siden, at Sverige blev inddraget i en konflikt i dansk kvindefodbold, hvor Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen ikke kan blive enige om en landsholdsaftale.
Det førte til, at DBU aflyste en VM-kvalifikationskamp mod Sverige 20. oktober.
På torsdag bliver konsekvensen for Danmark afgjort, når den danske udeblivelse skal behandles af en disciplinærinstans i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Flere spillere på det svenske landshold har i sympati med de danske kvinders situation udtrykt ønske om at spille kampen på et senere tidspunkt.
/ritzau/