Aflyst turnering får konsekvenser: Fortuna Hjørring fyrer sportschefen

Dana Cup er aflyst, og det tvinger topklubben til at fyre sportschef Peter Enevoldsen.

Fortuna Hjørring topper aktuelt Kvindeligaen, men manglende indtægter fra den årlige turnering Dana Cup har tvunget klubben til at fyre 11 medarbejdere. (Foto: © Jess Mejdahl Madsen)

Udbruddet af coronavirus er dyrt for topholdet i Gjensidige Kvindeligaen, Fortuna Hjørring, og det koster nu klubbens sportschef jobbet.

Fodboldklubben går nemlig glip af store indtægter, fordi ungdomsturneringen Dana Cup er blevet aflyst denne sommer. Derfor er Fortuna Hjørring tvunget til at fyre 11 medarbejdere, og blandt dem er sportschef Peter Enevoldsen.

Han bekræfter over for Nordjyske, at han er opsagt og fratræder ved udgangen af juli.

Peter Enevoldsen frygter for konsekvenserne af nedskæringerne.

- Jeg er lidt bange for, at de her afskedigelser vil betyde et sportsligt tilbageslag. Hvis man stadig skal være blandt de førende kvindefodboldklubber i Danmark, kræver det i mine øjne, at man har en sportschef på fuld tid.

- Der er så mange ting i dagligdagen at forholde sig til, at det ikke kan klares på halv tid eller af frivillige, siger Peter Enevoldsen til Nordjyske.

Den internationale ungdomsturnering Dana Cup plejer hver sommer at samle omkring 1000 hold fra store dele af verden og byde på mere end 2500 kampe. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den 58-årige fodboldfagmand havde satset på at være i Fortuna Hjørring frem til sin pension.

Som aktiv spillede han for blandt andet AaB og Borussia Mönchengladbach, og som træner har han også være i eliteklubber på herresiden. Han har blandt andet være assistenttræner i Viborg, Sønderjyske og Randers.

Sidste år rykkede han ud af Superligaen med Vendsyssel FF. Han blev hevet ind som afløser for Jens Berthel Askou inden playoffkampene om at undgå nedrykning. Enevoldsen og Vendsyssel tabte sammenlagt til Lyngby.

/ritzau/