Brøndby vinder lokalopgør og holder snor i Fortuna

Brøndby IF slog sikkert BSF med 4-0 og har nu samme antal point som Fortuna Hjørring.

(Foto: © Lars Ronbog, 2015 Lars Ronbog)

Fortuna Hjørring lagde lørdag pres på Brøndby IF i toppen af 3F-ligaen, da de slog Skovbakken med 5-0.

Men det virkede ikke til, at Brøndby-spillerne lod sig gå på af presset, da de søndag eftermiddag havde besøg af lokalrivalerne fra Ballerup-Skovlunde Fodbold.

Stine Larsen startede festen med målet til 1-0, inden hun også gjorde det til 2-0 efter en fin frispilning fra Nanna Christiansen.

Samme Stine Larsen fuldendte sit hattrick, da hun også gjorde det til 3-0, efter endnu et fint opspil, der var startet af den tidligere BSF-angriber Nicoline Sørensen.

Til sidste spillede Brøndby stakkels BSF helt tynde og Simone Rydahl kunne sætte sidste fod på til 4-0.

Med sejren har Brøndby IF nu 31 point efter 11 kampe i 3F-Ligaen. Fortuna Hjørring har samme antal, men fører ligaen, da de har scoret flere mål.