Frygten bekræftet: Dansk landsholdspiller alvorligt knæskadet

Stine Larsen har fået afklaring på den skade, hun fik i pokalfinalen, og kan nu se frem til en lang pause.

Stine Larsen kom til skade efter et solouheld. (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

Der var skår i glæden for den danske landsholdsforsvarer Stine Larsen, da hun med sin klub Brøndby IF sikrede sig sejren i årets pokalfinale i sidste uge.

Hun måtte nemlig udgå, med hvad der lignede en alvorlig skade, efter et solouheld.

Og nu er dommen faldet. Stine Larsen har sprunget det forreste korsbånd i sit ene knæ.

Det oplyser hun til DR Sporten.

- Det er en lidt mærkelig følelse, jeg har nu. Det var uventet og ikke en del af planerne. Det er sådan nogle skader jo aldrig. Der ikke andet og gøre end at se fremad og klø på. Det er superærgerligt, men der er desværre ikke så meget at gøre ved det, siger Stine Larsen til DR.

Hun kan nu se frem til først en operation og dernæst adskillige måneders genoptræning.

22-årige Stine Larsen har spillet 37 kampe for det danske A-landshold. I 2015 blev hun kåret til årets talent ved Dansk Fodbold Awards.