Farum gik lørdag på banen i Kolding med en klar formodning om at vise, hvorfor de topper kvindernes bedste fodboldliga.
Det blev dog ikke det besøg i Trekantsområdet, som nordsjællænderne havde håbet på. Farum BK led nemlig et overraskende nederlag til KoldingQ på 1-0 efter en scoring med få minutter tilbage.
Det lignede længe en pointdeling mellem ligaens nummer et og nummer fem, da Koldings Molli Plasmann i det 87. minut modtog en flot stikning i dybden fra Maria Agerholm Olsen.
Farums keeper Kathrine Larsen forsøgte at komme ud af sit mål for at snubbe bolden, men kom for sent. Derfor kunne Plasman nemt trække uden om den fremstormende målmand og efterfølgende lægge bolden sikkert ind i det tomme mål til 1-0.
Farum forsøgte i slutminutterne at lægge et pres på værterne for at fremtvinge en udligning, men det lykkedes ikke.
Førstepladsen kan ryge
Med nederlaget kan holdet fra Farum i morgen miste sin førsteplads i ligaen, hvis Brøndby på udebane vinder over VSK Aarhus. Den overraskende sejr til KoldingQ betyder, at jyderne lægger afstand til OdenseQ på ligaens sjetteplads.
Det skyldes ikke mindst, at odenseanerne samtidig med Koldings flotte sejr fik ørerne i maskinen af FC Thy-ThistedQ. Hjemme i Odense tabte de nemlig hele 1-7 til thyboerne.
Odense gik til pause bagud 1-3 til gæsterne, og et muligt comeback blev knust af fire scoringer i anden halvleg af FC Thy-ThistedQ.
Rikke Dybdahl blev dobbelt målscorer i storsejren – en sejr som placerer FC Thy-ThistedQ på en fjerdeplads á point med Kolding på femtepladsen.
