Spillerne på kvindelandsholdet i fodbold vil have bedre vilkår og mener, at deres krav er rimelige i de forhandlinger med DBU og Spillerforeningen, som i dag er brudt sammen.
- Vi har stillet nogle klare og rimelige krav om forbedringer. Det skal hænge sammen for os, når vi er med landsholdet. Og det gør det ikke, som det er nu, siger Pernille Harder på vegne af kvindelandsholdet.
- Vi skal have en stærk kollektiv aftale, der respekterer vores basale rettigheder og sikrer os grundlæggende rettigheder om f.eks. ligebehandling og lovpligtig arbejdsskadeforsikring, som det er tilfældet med den aftale, der udløber i dag.
DBU og Spillerforeningen har siden sidste efterår forhandlet om en ny aftale for kvinde- og U21-landsholdet. Men tirsdag eftermiddag, samme dag som aftalen udløber, har de to parter forladt forhandlingsbordet. DBU er ikke villige til at imødekomme Spillerforeningens nuværende krav.
Fem-ti gange større omkostninger
- Op til dagens møde sendte Spillerforeningen sent i aftes (mandag, red.) - på aftenen med en afgørende VM-kvalifikationskamp for herrelandsholdet - et udspil, der indebærer fem-ti gange så store omkostninger som hidtil for DBU, siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU, til forbundets hjemmeside.
Det er lige knap en måned siden, at kvindelandsholdet spillede sig til en imponerende sølvmedalje ved EM. I rusen efter EM-medaljen udtalte DBU's formand Jesper Møller efterfølgende, at målet for kvindelandsholdet nu skulle være at blive blandt de allerbedste nationer i verden.
- Vi er ambitiøse, og DBU er ambitiøse på vores vegne. For at nå målene om VM- og OL-deltagelse kræver det bedre rammer og bedre vilkår. Og det får vi kun gennem en ny stærk kollektiv aftale, siger Pernille Harder.
Om bare ti dage skal kvindelandsholdet spille en træningskamp mod Holland, der jo slog danskerne i EM-finalen. Og få dage senere skal holdet spille en vigtig VM-kvalifikationskamp på udebane mod Ungarn.
Men hvis Spillerforeningen og DBU ikke når til enighed, kan det ende med at blive et svækket dansk landshold, der stiller op.
- Vi har vigtige VM-kvalifikationskampe og en stort anlagt træningskamp mod Holland foran os. Dem vil vi jo gerne kunne spille. Så derfor skal der også gang i forhandlingerne om en kollektiv aftale nu. Fra spillerside er vi klar til at forhandle dag og nat, siger Harder.
Det er ikke første gang, DBU og Spillerforeningen er på kant af hinanden de seneste år. Først efter lange forhandlinger og trusler om strejke undervejs nåede DBU og Spillerforeningen i 2015 til enighed om en aftale for herrelandsholdet.