Åge Hareide vrager Fischer og Højbjerg

Landstræner Åge Hareide har udtaget truppen til kampen mod Rumænien.

Danmarks landstræner Åge Hareide har udtaget truppen til kampen mod Rumænien. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Der blev hverken plads til Viktor Fischer eller Pierre Emile Højbjerg, da Åge Hareide udtog truppen til den vigtige VM-kvalifikationskamp ude mod Rumænien søndag 26. marts.

Hareide er gået efter spillere med spilletid i benene, og da hverken Fischer eller Højbjerg har fået særligt meget spilletid i deres respektive klubber, er nordmanden gået efter erfarne, kendte navne i truppen.

https://twitter.com/DBUfodbold/status/839467691744366592

Åge Hareide har kun udtaget 20 ud af 23 spillere, fordi han vil se ugens resterende kampe og derefter udtage de resterende mandag eller tirsdag i næste uge.

Her kan Fischer og Højbjerg komme i spil igen, sagde Hareide, og nævnte også, at offensive kræfter som Ajax' komet Kasper Dolberg, Lasse Vibe, Yussuf Poulsen, Youssef Toutouh samt Pione Sisto kunne komme i spil.

Angående Kasper Dolberg vil Åge Hareide syne Ajax-spilleren i torsdag aftens Europa League-opgør mod FC København i Parken.

Danmark er nummer tre i gruppen med seks point efter Montenegro, der har syv point på andenpladsen og etteren Polen med 10 point, mens Rumænien på fjerdepladsen har seks point.

Landsholdet rejser 21. marts til München, hvor holdet forbereder sig frem mod kampen mod Rumænien 26. marts.