Når Danmarks fodboldlandshold på søndag tager imod Armenien i København i den første kamp i VM-kvalifikationen, vil danskernes opmærksomhed ikke mindst rette sig mod Henrikh Mkhitaryan.
Selvfølgelig forudsat at Manchester United-stjernespilleren er på banen.
Onsdag aften måtte offensivspilleren lade sig udskifte efter 38 minutter, da Armenien tabte 0-3 ude til Tjekkiet i en testkamp.
Skade endnu ikke bekræftet
De første meldinger går på en skade til Henrikh Mkhitaryan, men det forlyder også, at han formentlig bliver klar til opgøret mod Danmark.
Tjekkiet bragte sig foran efter fire minutter, da Ladislav Krejci scorede til 1-0.
Efter 34 minutter fordoblede FC Midtjylland-angriberen Vaclav Kadlec føringen, og kort tid efter blev Henrikh Mkhitaryan udskiftet.
Jan Kopic scorede til 3-0 kort før tid.
/ritzau/