Enig dansk forsvarsduo tager gerne favoritværdigheden

Både Simon Kjær og Andreas Bjelland er enige med den irske landstræner i, at Danmark er favorit til VM-billetten.

Simon Kjær og Andreas Bjelland (th.) erklærer sig enige med Irlands landstræner i, at Danmark har favoritværdigheden. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Favoritten.

En rolle, som de fleste sportsfolk er varsomme med at påtage sig, og som de gerne forsøger at placere på modstanderen for at lægge pres på ved udsigten til et ydmygende nederlag til en underdog.

Sådan er det også op til Danmarks afgørende VM-playoff-kampe mod Irland på lørdag og tirsdag. Den irske landstræner, Martin O’Neill, har peget fingeren i retning af Danmark og sagt, at der har I favoritterne!

Stik imod sædvanen er den påstand blevet mødt med anerkendende nik i den danske lejr. I hvert fald hos de to midterforsvarere, Simon Kjær og Andreas Bjelland.

Brentfords Andreas Bjelland ser ikke noget problem i at give Martin O’Neill ret og tager imod favoritværdigheden i den danske lejr.

- Ja, det vil jeg gerne. Jeg synes ikke, at vi er kæmpe favoritter. Det er ikke sådan, at vi snakker 70-30, det er meget, meget tæt.

- Men i og med, at vi er blevet seedet og har gjort det det godt på det sidste, så synes jeg også godt, at vi kan tage den på os. Jeg synes, at det er et hold, vi skal slå over to kampe. Med de kvaliteter, vi har vist, og de spillere, vi har, så synes jeg sagtens, at vi kan slå dem, siger han.

"Vi skal nok gøre det"

Han får opbakning af anfører Simon Kjær, der også udtrykker enighed med den irske landstræners vurdering.

- Ja, det er jeg egentlig. Hvis vi rammer vores dag og sørger for at få lukket ned for den måde, de spiller på, så mener jeg også, at vi har de spillere med individuelle kvaliteter, der kan afgøre fodboldkampe.

- Det siger jeg, fordi vi tror på os selv. Men jeg er også helt overbevist om - og sikker på - at vi nok skal gøre det. Det er en super fornemmelse at komme ind med. Vi glæder os, og jeg kan ikke se nogen grund til at begynde at tænke negativt, siger Simon Kjær.

Irland var senest med ved en slutrunde i Japan/Sydkorea i 2002, mens Danmarks seneste deltagelse ved en VM-slutrunde var i 2010, da Sydafrika var værtsnation.