KARAKTERER Danske toppræstationer vender nederlag til sejr

Fredag aften besejrede det danske landshold Frankrig med 2-1 i Nations League.

Andreas Cornelius får 12 efter sine to mål mod Frankrig.

Danmark vandt fredag aften med 2-1 over Frankrig i Nations League.

Det har kastet flotte karakterer af sig efter opgøret. Her kan du se alle danskernes vurderinger fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul:

Kasper Schmeichel: 10

Kasper Schmeichel. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- I sin landskamp nummer 81 for Danmark bar Kasper Schmeichel anførerbindet og udstrålede fin ro på Stade de France, hvor alle franske forsøg inden pausen blev grebet sikkert.

- Han havde yderligere et par fine indgreb efter pausen og bidrog også med glimrende igangsætninger. Schmeichel var dog uden chance ved Benzemas scoring.

Joakim Mæhle: 7

Joakim Mæhle. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Danmarks målfarlige back er ved at udvikle sig til en slags talisman for landsholdet, og det var lige ved at blive jubilæums-mål nummer 10 på landsholdet endda et par gange i første halvleg. Defensivt var Mæhle lidt mere udfordret i venstre side, men han holdt ihærdigt sammen på den del også.

Jannik Vestergaard: 7

Jannik Vestergaard. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Stort set uden spilletid for Leicester i de seneste måneder var Vestergaard alligevel valgt som den centrale styrmand i Hjulmands forsvar, og den opgave løste den høje stopper ok i første halvleg. Han blev skiftet ud efter en time, men kan sagtens være indsatsen bekendt i Paris.

Victor Nelsson: 10

Viktor Nelsson. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Efter en sæson i tyrkiske Galatasaray skulle den yngste danske stopper op på den helt store scene mod Benzema, Mbappé og Griezmann på Stade de France. Det skræmte ham tydeligvis ikke, og der var flere gode indgreb.

- Han måtte dog overgive sig til Karim Benzemas verdensklasse, da Frankrig kom på 1-0.

Joachim Andersen: 7

Joachim Andersen. (Foto: © Geoffroy Van Der Hasselt, Ritzau Scanpix)

- Forsvarsspilleren fra Crystal Palace lå med udgangspunkt i højre side af det danske tremands-forsvar og brugte sin fysik fint.

- Et par gange spillede de franske stjerner lige i en anelse for højt tempo og gled forbi, men generelt god indsats, selv om han også blev sat på halen af Benzema ved det franske føringsmål.

Daniel Wass: 7

Daniel Wass. (Foto: © Friedemann Vogel, Ritzau Scanpix)

- Stort set uden spilletid i foråret i Atletico Madrid, og derfor virkede det som en voldsom opgave for Wass at træde direkte ind mod verdensmestrene på udebane, men den rutinerede back så ud til at befinde sig fint både med spil og tempo.

- Også selv om det var i samme side som Kylian Mbappé. Han holdt en time på et absolut godkendt niveau – med god flair for at trække ind i banen og dermed skabe plads i højre side.

Thomas Delaney: 4

Thomas Delaney. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Efter en fornuftig sæsonafslutning i Sevilla var Delaney tilbage i startopstillingen for Danmark, men indledte skidt på Stade de France med flere fejlaflevering. Helt klassisk fik han ædt sig ind i kampen og var vigtig som arbejdsmand. Dog ikke en præstation til topkarakter.

Pierre Emile Højbjerg: 12

Pierre Emile Højbjerg. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Efter en lang sæson med nærmest fuld spilletid i Premier League er Højbjerg en af de spillere, der næppe kan forventes at spille fuld tid i samtlige fire Nations League kampe de kommende 10 dage, men mod Frankrig stod han skarpt og stærkt i billedet fra start.

- Kejserlig, kan man vel nærmest kalde indsatsen mod verdensmestrene både defensivt og offensivt – kronet med et oplæg til Cornelius' mål til 1-1.

Christian Eriksen: 7

Christian Eriksen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Vi nærmer os så småt årsdagen for Eriksens hjertestop i Parken, så alene på den baggrund var det imponerende at se den danske 10’er levere både vendinger og boldbehandling på højeste niveau mod de franske verdensmestre.

- Han tog ofte den korrekte temperatur på kampen, men brændte også i slutfasen en kæmpe chance alene med sin tidligere holdkammerat Lloris.

Andreas Skov Olsen: 7

Andreas Skov Olsen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Den nykårede belgiske mester med Club Brugge startede stærkt, udfordrende og aggressivt, men gled i perioder af første halvleg lidt for meget ud af kampen.

- Han havde et giftigt forsøg på Hugo Lloris i anden halvleg ved stillingen 1-1, inden han til sidst blev udskiftet på randen af krampe.

Kasper Dolberg: 7

Kasper Dolberg. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Den kølige afslutter fra franske Nice leverede et stort arbejde som forreste mand og snusede også dygtigt en stor chance op i straffesparksfeltet tidligt i kampen. Han blev udskiftet efter en times spil og måtte dermed overlade scenen til manden, der skulle stjæle billedet.

Andreas Cornelius: 12

Andreas Cornelius. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- En halv time på Stade de France mod Frankrig. To mål. Et med højre og et med venstre. Rendyrket klasse af den nykårede tyrkiske mester. Rent 12-tal som indskifter.

Rasmus Nissen Kristensen:

- Også et nydeligt indhop på højre back af Salszburg-spilleren, der bidrog med masser af meter og fysik, også i den hektiske slutfase.

Mikkel Damsgaard: 7

Mikkel Damsgaard. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Første minutter for Danmark i 2022 for Mikkel Damsgaard efter den lange periode med skader og sygdom. Godkendte 30 minutter, hvor han var meget tæt på at lægge op til en Eriksen-scoring.

Martin Braithwaite: UB

Martin Braithwaite. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Ritzau Scanpix)

Martin Braithwaite spillede ikke minutter nok til at få en karakter.

Mathias Jensen: UB

Mathias Jensen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Mathias Jensen spillede ikke minutter nok til at få en karakter.

Kasper Hjulmand: 12

Kasper Hjulmand. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Den danske landstræner havde indstillet sit hold glimrende mod de franske favoritter, og det lykkedes tilmed Hjulmand at vende et truende nederlag til sejr med tre veltimede indskiftninger efter time. Det vendte opgøret mod verdensmestrene. Stor sejr.