Danmark vandt mandag aften med 2-1 over Østrig i Nations League.
Nogle spillere var gode, andre klarede sig knap så godt. Her kan du se alle danskernes vurderinger fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul:
Kasper Schmeichel: 2
- To gange holdt den danske målmand buret rent mod Østrig i 2021, og på trods af den lange forsinkelse inden kampstart virkede Schmeichel helt klar og opsat på at gøre det til alle gode gange tre.
- Gode indgreb og en enkelt stor redning før pausen blev imidlertid afløst af lidt af en rædselshalvleg efter pausen. Indblandet i Østrigs udligning og med flere usikre forsøg på indgreb.
Joakim Mæhle: 4
- Der bliver altid løbet mange meter, når Mæhle er på banen – således også i Wien, hvor der før pausen dog var mange forgæves meter på venstrekanten. Og så oplevede man det sjældne, at backen med den store motor simpelthen gik kold og blev skiftet ud midt i anden halvleg.
Jannik Vestergaard: 7
- Der har været talt meget om manglende spilletid, når det gælder Jannik Vestergaard, men på landsholdet stoler landstræner Hjulmand fuldt ud på sin to-meter mand.
- Stopperen indledte da også ganske suverænt i duellerne med Østrigs endnu højere angriber, Kalajdzic, og leverede fint i den time, han fik på banen.
Victor Nelsson: 10
- Stopperen fra tyrkiske Galatasaray lå endnu engang som venstre del af det danske tre-mands forsvar, hvor han med stor autoritet ryddede fint op. Blev flere gange efter pausen ekstremt vigtig til lige at få tacklet eller headet væk.
- Har vundet meget i de seneste to kampe i forhold til at komme med i Hjulmands VM-trup til efteråret.
Joachim Andersen: 7
- Med sin fjerde startplads ud af fire mulige på landsholdet i år er Joachim Andersen ved at kunne kalde sig stamspiller under Kasper Hjulmand, og han optræder med større og større autoritet.
- I kampens indledning blev han sat i en farlig position midt på banen, men ellers var det en velfungerende dansk bagkæde. Masser af vilje og hjerte, men også sin del af skylden for den østrigske scoring.
Rasmus Nissen Kristensen: 7
- Efter at være begyndt på bænken mod Frankrig i Paris rykkede backen fra netop østrigske Salzburg ind i Hjulmands start-11 mod landsholdet fra sin klubs hjemland.
- Rasmus "NK" begyndte med et par fejlafleveringer, men var også manden bag indlægget til Højbjergs føringsmål. Trykkede godt på fremad, men kom også en anelse til kort i defensiven.
Mathias Jensen: 4
- Midtbanespilleren fra Brentford fik en af sine sjældne startpladser i betydende kampe for landsholdet. Første halvleg blev dog ikke nogen entydig succes for den teknisk begavede spiller, der leverede et par gode vendinger, men også nogle boldtab og fejlafleveringer.
- Anden halvleg var også op og ned, men viste dog forståelsen i samarbejdet med især Christian Eriksen.
Pierre-Emile Højbjerg: 12
- Efter en fremragende præstation mod de franske verdensmestre – både fysisk og spillemæssigt – var spørgsmålet, om Højbjerg stadig havde brændstof til en lignende indsats.
- Svaret kom allerede i første halvleg med en ny dominerende rolle kronet med et godt aggressivt løb i feltet, der medførte landskampsmål nummer fem for Danmark.
- Ekstrem vigtig efter pausen, hvor han tog dirigentstokken i de svære perioder. Andet 12-tal på fire døgn til en dansk midtbanekejser i Wien.
Christian Eriksen: 10
- Eriksen selv var ikke helt tilfreds med en brændt stor chance mod Frankrig i Paris, og den danske 10’er indledte i en tydelig styrende rolle som den frie mand blandt Danmarks tre forreste. Godt sete afleveringer, skarpe, chanceskabende indlæg og en dejlig dikterende rolle i en fin landskamp fra nummer 10.
Martin Braithwaite: 2
- Det er ikke mange minutter, Martin Braithwaite har spillet for FC Barcelona. Derfor var det også naturligt, at offensivspilleren virkede en anelse rusten, men dog fik sat et par gode aktioner ind før pausen.
- Især en god bold til Yussuf Poulsen var tæt med at blive en assist til scoring. Dog alt for langt mellem det vellykkede og forståeligt med en tidlig udskiftning i 2. halvleg.
Yussuf Poulsen: 2
- Efter slet ikke at have været på banen mod Frankrig var der spilletid fra start til 27-årige Yussuf Poulsen, der knoklede karakteristisk på med mange nærkampe og infights især med Østrigs anfører, David Alaba.
- Til gengæld brændte angriberen fra Leipzig en stor chance i første halvleg, der også bød på et gult kort, mens han havde utrolig svært ved at holde fast i bolden. Udskiftet kort efter pausen.
Andreas Cornelius: 7
- Angriberen, der "åd tre franskmænd" og lavede to mål i Paris blev ikke belønnet med en plads i startopstillingen. Han fik dog omkring 40 minutter med en god arbejdsindsats og evnede modsat Yussuf Poulsen at holde langt bedre fast i bolden helt fremme.
Andreas Skov Olsen: 4
- Det burde have været blevet til en scoring efter indskiftningen af Skov Olsen på en genial fremlægning fra Eriksen, men kantspilleren kiksede sin tæmning og afsluttede forbi mål. Udfordrede og driblede godt flere gange, men var ved at koste i eget felt til sidst.
Mikkel Damsgaard: 4
- Efter en fin halv time som indskifter i Paris var Damsgaard lidt mindre synlig efter indskiftningen i Wien. Enkelte gode aktioner, men manglede noget pondus.
Kasper Hjulmand: 10
- Den danske landstræner fik meget ros for sine taktiske dispositioner mod Frankrig, og endnu engang ramte Hjulmand rigtigt med sine udskiftninger.
- Man kan diskutere, om det var rigtigt at begynde med både Braithwaite og Poulsen på banen, men vinderen har altid ret. Og Danmark har nu vundet to udekampe i træk med mål scoret af indskiftere i anden halvleg.
Spillede ikke nok minutter til at blive bedømt:
- •
Jens Stryger Larsen: Sejrsmål og matchvinder, men for kort tid på banen til at få karakter.
- •
Thomas Delaney
