Danmark smed torsdag aften førstepladsen i Nations League-gruppen over styr, da Kroatien vandt med 2-1.
Opgøret bølgede frem og tilbage, men det danske landshold spillede i flere perioder usammenhængende.
En dansker fører an i karakterbogen ifølge DR Sportens kommentator Andreas Kraul, der dog ikke har de store tal fremme efter nederlaget.
Dyk ned i karaktererne herunder.
Kasper Schmeichel: 4
- Førstekeeperen har ikke fået den bedste start på tilværelsen i fransk fodbold i Nice, men i den danske målmandsdragt udviste Schmeichel fra start vanlig selvtillid og autoritet.
- Han tøvede dog i et par tilfælde med at komme ud i feltet, men var chanceløs ved første kroatiske mål. Det andet kunne han måske på en fantastisk dag have nået. Smed et enkelt udkast direkte i fødderne på en kroat i slutfasen.
Joakim Mæhle: 4
- Manden med det absurd høje målsnit på landsholdet lå med sit sædvanlige udgangspunkt i venstre side, men var lidt længe om at komme ind i kampen. Så fik han til gengæld også skabt flere farlige situationer og havde 1. halvlegs største chance efter et kort løb i feltet og en aflevering fra Delaney.
- Lavede en del uprovokerede fejl, men skal have kredit for at blive ved med at komme frem og i feltet for at søge afslutninger.
Andreas Christensen: 7
- Det var første gang i landsholdstrøjen som Barcelona-spiller for "AC", der ofte er bedst, når man ikke rigtig lægger mærke til ham. I første halvleg mod kroaterne skærmede han elegant og fint af i flere situationer – og skilte sig roligt af med bolden. Blev mere presset i anden halvleg, men stadig bedste dansker i bagkæden.
Joachim Andersen: 4
- Den formstærke forsvarsspiller fra Crystal Palace lå som højre stopper i det danske tremandsforsvar og optrådte med både ro og stor omtanke i placeringerne. Derudover var der gode afleveringer frem ad banen før pausen, mens der var langt større problemer efter pausen. Fik ikke clearet bolden langt nok væk, da Kroatiens Borna Sosa scorede til 1-0.
Simon Kjær: 02
- Efter ni måneders skadespause var anføreren tilbage på landsholdet. Det var samtidig kamp nummer 120 i rødt og hvidt for stopperen, der lå som den centrale styrmand af tre i bagkæden.
- Han blev lokket lidt langt frem i en situation inden pausen, og måtte indkassere en klokkeklar advarsel for at lægge Luka Modric ned uden for straffesparksfeltet. Udskiftet i slutfasen, da Danmark gik over til kun to stoppere.
Daniel Wass: 4
- Med tre stærke kandidater til en plads som højre back på landsholdet er der pres på for at levere, hvis ikke Wass skal blive overhalet af Rasmus Nissen eller Alexander Bah. Med sin rutine og gode teknik leverede den tilbagevendte Superliga-spiller fra Brøndby dog stadig højt niveau. Han havde en god skudmulighed før pausen, som blev sendt over mål. Afløst efter en time af Rasmus Nissen.
Thomas Delaney: 4
- I den omvendte kamp mod kroaterne i Parken kom Delaney noget til kort over for Modric, Kovacic og Brozovic, mens han var mere på omgangshøjde denne aften i Zagreb. Især inden pausen. Var tæt på en målgivende assist til Mæhle i 1. halvleg.
- Efter pausen faldt intensiteten noget, og udskiftningen efter en times spil var oplagt.
Pierre Emile Højbjerg: 4
- I Premier League er danske Højbjerg nomineret som månedens spiller, og i DR Sportens podcast Fodboldlisten nappede han førstepladsen på en top 11 over Danmarks vigtigste spillere.
- Fra positionen som mest defensive danske midtbanespiller optrådte han da også med selvtillid i spillet uden at tage de helt store chancer. Var dog ikke så toneangivende som for eksempel i kampene i juni.
Christian Eriksen: 7
- Der er ingen tvivl om, at Luka Modric er stjernen med 10-tallet på ryggen i Zagreb, men Danmark havde også en 10’er med international anerkendelse. Og efter at Modric havde domineret de første 15-20 minutter overtog Eriksen faktisk en stor del af styringen af kampen med gode indlæg, skarpe vendinger og en fin lethed over spillet.
- Faldt igen noget ud i anden halvleg, men leverede så en af kampens bedste detaljer med sin fine udligning til 1-1 langt ude fra.
Andreas Skov Olsen: 4
- I belgiske Brügge er Skov Olsen både blevet mester og optræder med succes i Champions League, hvilket gør ham til en af de mest formstærke, danske offensivspillere. Han forsøgte flere gange at udfordre i dybden på ren fart, men kom ikke afgørende fri. Blev dog ved med at lægge pres på helt indtil en sen udskiftning.
Martin Braithwaite: 02
- Som den gule badeand, der bliver ved med at poppe op igen efter at være blevet trykket ned, stod Braithwaite igen i startopstillingen for Danmark. Nu som Espanyol-spiller. I Zagreb lå han ofte noget alene som forreste danske spiller i presset og arbejdede som altid stenhårdt også med et par gode aflæg. Dog aldeles ufarlig som afslutter.
Mikkel Damsgaard (indskiftet): 02
- EM-favoritten virkede en anelse forvirret og usikker efter indskiftningen med mange boldtab. Var så alligevel manden med erobring og oplæg til den danske scoring, men ikke noget godt indhop
Rasmus Kristensen (indskiftet): 02
- Heller ikke Rasmus Nissen kom ind med det ønskede aftryk på højrekanten. Små fejl kostede, og der kom aldrig for alvor den fart og fysik på, som ellers er varemærket for backen fra Leeds.
Rasmus Højlund (indskiftet): 4
Landsholdsdebut i Zagreb til 19-årige Rasmus Højlund fra Atalanta, som fik en halv time som forreste mand. Han havde et enkelt forsøg på hovedstød og nogle fine løb for medspillerne uden at blive afgørende.
Mathias Jensen og Kasper Dolberg kom også på banen mod Kroatien, men de fik ikke nok spilletid til at få en karakter.
Kasper Hjulmand: 4
- Landstræneren havde valgt mange af sine mest velkendte navne til den svære udekamp i Zagreb, og Danmark holdt da også stand i lidt over en halvleg med flere gode perioder især i første halvleg.
- Over en hel kamp var den kroatiske midtbane og især Luka Modric dog for stærk, og det fik Danmark ikke løst taktisk. Hjulmand forsøgte med tre indskiftninger efter en time, men de sad for en gangs skyld ikke lige i skabet i forhold til udbyttet.
Danmark spiller sin sidste og afgørende Nations League-kamp på søndag. Her gæster Frankrig Parken.
