KARAKTERER Flad fredag i Parken

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul har uddelt karakterer til de danske spillere efter landskampen mod Kroatien.

(Foto: © Foto: Liselotte Sabroe © Ritzau Scanpix. Grafik: Sofie Amalie Galczynski Hansen)

Stemningen var festlig, men det endte med at blive en flad fredag i Parken.

Selvom Danmark dominerede i flere perioder af Nations League-kampen mod Kroatien, tabte landsholdet 1-0 på hjemmebane.

En dansker fører an i karakterbogen ifølge DR Sportens kommentator Andreas Kraul, der dog ikke har de store tal fremme efter nederlaget.

Dyk ned i karaktererne herunder.

Kasper Schmeichel: 7

Kasper Schmeichel. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Det varede længe, inden den danske keeper kom i aktion på hjemmebanen i Parken i en første halvleg, hvor det meste af spillet foregik langt fra Schmeichels felt.

- Blev meget konservativt på egen målstreg ved et par indlæg på frispark, men havde to rigtig gode redninger i anden halvleg. Kunne ikke gøre ret meget ved det kroatiske sejrsmål.

Joakim Mæhle: 10

Joakim Mæhle. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- "Magiske Mæhle" elsker at spille i Parken, og efter at have virket lidt slidt og uoplagt i den seneste kamp mod Østrig drønede venstrebacken igen frejdigt op og ned ad sidelinjen.

- Han fik selv en stor chance på fremlægning fra Højbjerg og havde masser af udfordringer frem ad banen. Kæmpede og sloges til det sidste som kampens bedste dansker.

Andreas Christensen: 7

Andreas Christensen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Efter at være blevet far og have misset de to seneste udesejre i Nations League var den normalt så faste forsvarsspiller tilbage i det danske forsvar, hvor han lå som venstre stopper. Det klædte det danske opspil især i den bedre første halvleg.

- Nåede ikke helt hen til kroatiske Pasalic ved kampens eneste mål, men det kan dog ikke kategoriseres som hans mål.

Joachim Andersen: 7

Joachim Andersen. (Foto: © Geoffroy Van Der Hasselt, Ritzau Scanpix)

- Det har heddet fuld spilletid for Joachim Andersen i Nations League, der efterhånden må betragtes som en af Hjulmands mest betroede stoppere. Han optræder også med stigende selvtillid i spillet og indledte opgøret med flere suveræne sideskift. Konsekvent i sine dueller. Nydelig indsats.

Daniel Wass: 4

Daniel Wass. (Foto: © Friedemann Vogel, Ritzau Scanpix)

- Den rutinerede højre back var tilbage i startopstillingen efter en tur på bænken i Wien, og med friske kræfter og spillede han med både ro og omtanke i første halvleg. Dog uden at sætte det helt afgørende aftryk på spillet, inden han blev skiftet ud efter en god times spil.

Thomas Delaney: 4

Thomas Delaney. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Efter at være blevet sparet stort set hele kampen mod Østrig var Thomas Delaney tilbage i sin vante rolle på den centrale midtbane i Parken, hvorfra han ofte trak ud i venstre side og slog en del indlæg. Fik selv en chance til venstrebenet i anden halvleg, men blev blokeret. Kom lidt for ofte til at løbe mellem Modric, Kovacic og Brozovic i anden halvleg.

Pierre Emile Højbjerg: 7

Pierre Emile Højbjerg. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Løber den mand aldrig tør for energi? Det spørgsmål har man stillet sig selv efter to præstationer til rene 12-taller både i Paris og Wien, og igen spillede Højbjerg samtlige 90 minutter uden dog at ramme helt samme højder spillemæssigt.

- Var ved at spille Mæhle i himlen i første halvleg og forsøgte sig efter pausen selv med et langskud.

Christian Eriksen: 4

Christian Eriksen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- To døgn før årsdagen for hjertestoppet i Parken spillede Christian Eriksen på livet løs i Parken med 10-tallet på ryggen i sin landskamp nummer 114 for Danmark.

- Med en mere central rolle var Eriksen ofte i boldbesiddelse og skabte før pausen nogle gode situationer. Ikke alle indlæg lå dog helt præcist, mens man heller ikke fik set Eriksen selv i afslutterens rolle. Blev totalt overskygget af Luka Modric i anden halvleg.

Andreas Skov Olsen: 4

Andreas Skov Olsen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Den drible- og skudstærke kantspiller var tilbage blandt de første 11 mod Kroatien og indledte aggressivt og med mange løb mod baglinjen.

- Indlæggene manglede dog det sidste inden pausen, og i løbet af anden halvleg virkede det til, at kræfterne langsomt ebbede ud inden udskiftningen fem minutter før tid.

Andreas Cornelius: 4

Andreas Cornelius. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Så var der plads i startopstillingen til den danske "super-sub" og to-målsskytte fra sejren på 2-1 over Frankrig. Luftstærke Cornelius lå som den centrale danske angriber, der dominerede luftrummet i kampens indledning.

- En tidlig advarsel lagde dog lidt en dæmpet på det fysiske udtryk, men Cornelius stod for 1. halvlegs farligste forsøg med et godt spark fra kanten af feltet. Det kneb imidlertid gevaldigt med at holde fast i bolden.

Mikkel Damsgaard: 02

Mikkel Damsgaard. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- EM-favoritten har i disse juni-kampe været fast indskifter, men i Parken fik han chancen fra start med udgangspunkt i angrebets venstre side. Damsgaard virkede dog lidt klejn og kyst i en del dueller, og det blev aldrig hans kamp – heller ikke i det ventede samarbejde med Eriksen.

Martin Braithwaite: 4

Martin Braithwaite. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Ritzau Scanpix)

- Ud over Jonas Winds underkendte scoring var anden halvlegs bedste danske forsøg afsendt af Martin Braithwaite med et godt fladt spark fra kanten af feltet. Dog stadigvæk ikke rigtig deltager i sammenhængende dansk opspil.

Rasmus Kristensen: 4

Rasmus Nissen Kristensen. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

- Efter at have været et smut i England for at skrive under med Premier League-klubben Leeds United fik også Rasmus "NK" Kristensen en halv time, hvor han dog mest måtte løbe defensivt efter de velspillende kroater.

- Fik dermed ikke sat det store offensive aftryk, men brugte dog sin fysik fornuftigt i forsvarsdelen.

Jonas Wind: 7

Jonas Wind. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

- Angriberen fra Wolfsburg fik sine første minutter på banen i denne samling med den sidste halve time, og han havde faktisk bolden i nettet med en flot scoring – dog i korrekt dømt offside-position. Forsøgte at trække ned i banen og blive spilbar.

Kasper Hjulmand: 4

Kasper Hjulmand. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Den danske landstræner havde valgt en offensiv og teknisk stærk startopstilling, hvilket gav et solidt overtag i 1. halvleg.

- Kunne dog slet ikke finde noget modtræk over for kroaterne, da de i anden halvleg satte Modric og Kovacic på banen, hvilket totalt ændrede kampbilledet.

Yussuf Poulsen og Robert Skov kom også på banen mod Danmark, men de fik ikke nok spilletid til at få en karakter.