Kraul: Her er det danske hold ved OL i Rio næste år

DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, har set på, hvem der kan stille op ved OL i Rio, der bliver spillet i august 2016.

Yussuf Poulsen er med stor sandsynlighed blandt de spillere, skal repræsentere Danmark ved OL. (Foto: © Carl Recine, Scanpix)

Danmark er med semifinalepladsen ved EM for U21-landshold i Tjekkiet for første gang siden 1992 kvalificeret til fodboldturneringen ved OL, men det er langt fra alle de spillere, som har skaffet billetten, som også kommer med i flyet til Brasilien næste år.

Regelsættet ved OL bliver nemlig ændret i forhold til, hvornår en spiller må være født for at deltage, hvilket betyder, at 1992'ere som Jannik Vestergaard, Alexander Scholz og Rasmus Falk ikke længere opfylder alderskravet.

Ved OL-turneringen må Danmark i stedet stille med 1993'ere eller yngre samt - yderst interessant - tre spillere uden nogen som helst adgangskrav.

Man skal dog huske, at OL-turneringen bliver spillet i august 2016 - midt i en periode med såvel Superliga som kvalifikationskampe til de europæiske turneringer, og det derfor vil blive svært at få frigivet samtlige mulige emner.

I den bedste af alle verdener kunne det danske hold ved en åbningskamp på et af de syv stadioner rundt om i hele Brasilien imidlertid godt se sådan her ud:

Kasper Schmeichel (Leicester)

Chr. Remmer (FCK) - Andreas Christensen (Chelsea) - Daniel Agger (Brøndby) - Riza Durmisi (Brøndby)

Christian Nørgaard (Brøndby) Lasse Vigen Christensen (Fulham) - Pierre-Emile Højbjerg (Bayern)

Yussuf Poulsen (RB Leipzig) - Nicklas Bendtner (Wolfsburg) - Pione Sisto (FCM)

Bænk: Jakob Busk, Patrick Banggaard, Jens Jønsson, Nicolaj Thomsen, Uffe Bech, Viktor Fischer, Lucas Andersen, Emil Berggreen.

De tre spillere født før 1993 er: Kasper Schmeichel, Daniel Agger og Nicklas Bendtner.