Sidste stop for herrelandsholdet på vejen mod Rusland og VM i 2018 bliver Irland. Sådan blev konklusionen efter dagens lodtrækning.
Til november skal to opgør mod de grønblusede irere nemlig afgøre, om Danmark kan sætte næste sommer af til en rejse til Rusland.
Dermed undgår Danmark altså Sverige, Nordirland og Grækenland, som var de tre andre hold i bowlen sammen med Irland, og det vurderer Andreas Kraul som værende en ønskelodtrækning.
- Jeg er umiddelbart glad. Irland er et ærligt fodboldhold, der knokler for sagen. Men hvis man kigger på deres spillere, så er det ikke topniveau i forhold til, hvad vi kunne have trukket.
- Så mulighederne er rigtig gode. Danmark bør være forholdsvis store favoritter til at gå videre.
Manglende stjerner
Mens Danmark kan præsentere flere spillere med store individuelle kvaliteter, så er det mere begrænset med de flamboyante typer på det irske hold.
Til gengæld besidder de en stærk fysik og god indstilling, mener Andreas Kraul, men det er ikke noget, man umiddelbart bør frygte.
- Irland er et hold, der ikke glimter ved deres stjerner. Det er nok også både spillemæssigt og stilmæssigt et hold, der passer godt til Danmark.
- De er fysisk stærke, men vi behøver ikke at være bange for deres fysiske styrke. Der er mange på det danske landshold, der sagtens kan hamle op med Irland i duellerne. Og så har vi noget ekstra, som de ikke har.
Starter i Parken
Inden lodtrækningen havde Åge Hareide udtalt, at han meget gerne ville starte på udebane.
Det ønske fik landstræneren dog ikke opfyldt, og det gør ikke arbejdet nemmere for det danske landshold.
- Når man er på hjemmebane til sidst, og man ved, hvilket resultat man skal gå efter, så giver det lidt ekstra med publikum i ryggen. Og Irland er et utrolig svært sted at spille, hvor der er god opbakning og meget lyd på, det viste de også i gruppespillet.
Fordelen bør dog alligevel ikke være stor nok til at ændre på favoritværdigheden.
- Men omvendt så har Danmark muligheden nu for bare at brage igennem i Parken og forhåbentlig få sat tingene på plads i den første kamp.
- Danmark med et fyldt Parken og inde i en god spille- og resultatmæssig stime bør kunne sætte Irland under et gevaldigt tryg, slutter han.
Den første kamp spilles i Parken lørdag den 11. november kl. 20.45 i Parken, mens returopgøret spilles i Irland tirsdag den 14. november, ligeledes kl. 20.45.