Der sidder en mand i en bil på vej til Herning.

Nystrøget hvid skjorte, solbriller, armen i karmen – og dansk herrelandstræner i fodbold. Før tid, vel at mærke. Under 14 dage senere skulle Danmark oprindeligt have sparket folkefesten, EM-slutrunden, i gang i Parken under Åge Hareides ledelse.

I stedet er Kasper Hjulmand skubbet frem i det rød-hvide rampelys, han har haft otte måneder til at forberede sig på. Det blev ikke med den "streg i sandet", han havde forventet eller håbet. At hans norske forgænger - "fortjent" - gjorde arbejdet med sit landsholdskuld færdigt, før Hjulmand kunne gribe taktstokken og tage de næste skridt med Danmarks fodboldlandshold.

Nu er det ham, 48-årige Kasper Hjulmand, der er den. På vej mod sin første offentlige arbejdsdag, drejer på rattet, finder vej gennem midtjysk motorvejslabyrint og opgøret mellem FC Midtjylland og AC Horsens.

- Nu skal jeg lige tænke mig om. Messecentret? Jo, den må være god nok.

Hjulmand drejer af. Det er ikke den første tur til Heden, men den første som landstræner. Er det anderledes?

Det ved han ikke rigtigt. Han er "den, han er" og vil indædt øve sig i at holde fast i netop det.

- Jeg er bare en bonderøv fra Djursland, som brænder for fodbold, siger Kasper Hjulmand.

Glæden til fodbold er den samme, som den altid har været, om end han - indrømmet - er blevet mere kræsen med alderen.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er et produkt af mit job. Jeg sidder ikke og lader mig rive med, når jeg ser en kamp, fordi jeg sidder og analyserer hele tiden. Og det er egentlig ærgerligt. Det er mere, når jeg ser børn, der spiller fodbold. Så kan jeg næsten blive mere begejstret.

Hovedet kører konstant. Mønstre, løbebaner, afstande mellem kæderne.

- Jeg ryger ind i et fag-modus. Det er en arbejdsskade, griner Hjulmand.

- Men spillet kan stadigvæk fascinere mig dybt.

Hentede syg søn i Frankrig

Vejen mod landstrænerjobbet har været langt, men opløbsstrækningen kuperet og altså også kortere end forventet. Tiden er brugt på at være rundt og se fodbold i hele Europa – og som denne dag også i Danmark, hvor det først er Herning og senere AGF mod OB i Aarhus. Hjulmand har ikke bare "siddet hjemme i kælderen" og pillet sider ud af Mayland-kalenderen.

Året startede imidlertid, som for mange andre, med en omvæltning. I februar måtte Kasper Hjulmand rejse til Geneve for at hente sin søn hjem, der var blevet syg.

- Vi sad på et hospital, hvor folk sad og hostede omkring os. Vi vidste godt, at der var et eller andet i Lombardiet, og da vi kom hjem, var jeg selv syg efter fire dag. Min datter blev også syg. Jeg kom til læge og blev spurgt, om jeg var kommet hjem fra Kina, og det var jeg ikke. Nå, men "så var det bare influenza". Så måske jeg har haft corona? Det ved jeg ikke.

Det var skræmmende at se, hvordan hele verden blev overrumplet. Samtidig gav verdenskrisen landstræneren en chance for at tilbringe mere tid med sin familie.

- Sådan helt egoistisk har det været en fantastisk tid i et helt lukket lille økosystem derhjemme. De langsomme morgener, hvor familien ikke skal noget og er samlet. Dem har jeg ikke haft særlig mange af i mit liv. Jeg har aldrig haft weekender, sommerferier eller særlig meget med mine børn, siger Kasper Hjulmand, der har to store drenge og en datter på elleve.

Pandemien ramte dog også fodbolden, og dermed Hjulmand. Ligaer lukkede ned, EM-slutrunden blev skubbet. Følgevirkningerne heraf er årsagen til, at han sidder i en bil på vej til Herning denne mandag.

Passionen spirer til landsholdsfodbold

Da Kasper Hjulmand triller ind på parkeringspladsen, er det til en verdenspremiere. Nyheden om herningensernes drive in-fodbold er gået kloden rundt. Det er landstrænerens jobstart næppe, men der bliver alligevel nikket anerkendende, sagt tillykke og hilst. Med albuerne, men dem uden savklinger.

B.S. Christiansen, der er ansat som mentaltræner i FC Midtjylland, stopper op.

- Vi må ikke kramme, må vi?

Det måtte de nok ikke.

- Er I klar?

- Vi er altid klar, svarer B.S. Christiansen.

Hjulmand er neutral og har derfor ikke noget i klemme. Det er de rød-hvide landsholdsnuancer, der får hans hjerte til at banke nu.

- Jeg har kunnet mærke en stolthed over Danmark og over at skulle repræsentere sit land. Fordi det er folkets hold, og det er for folket, siger Kasper Hjulmand.

Og tvivler man ét eneste sekund på, at spillerne har det anderledes, løfter Hjulmand pegefingeren.

- Hvis danskerne tror, at det ikke betyder noget for de her spillere, så tager de fejl. Det betyder simpelthen så meget, og jeg ser stadigvæk, at landsholdsfodbold er der, hvor der er allermest passion.

Inden kampen har Hjulmand en interviewaftale med Jyllands-Posten. Der bliver spurgt til, hvilket landshold han voksede op med, og hvem han blev fascineret af. Hjulmand svarer. Ingen betænkningstid.

- Allan Simonsen.

Efter interviewet tager Kasper Hjulmand plads på den tomme tribune med sin assistentlandstræner Morten Wieghorst samt U21-assistent Steffen Højer. Det er derfor, han er kommet – for at se fodbold.

I ly af en fyldt, dyttende parkeringsplads vinder AC Horsens højest overraskende 1-0 over Superligaens førerhold. Det er Kasper Hjulmand ikke ansat til at have en holdning til. Han vender i stedet snuden mod bilen og sætter kurs mod Aarhus.

'Der skal være en form for tykhudethed'

Første 90 minutter på en fodboldtribune som landstræner er i bogen. Var det så anderledes?

- Det tænkte jeg ikke rigtig over, lyder det fra Hjulmand.

- Det anderledes var at opleve en fodboldkamp med den manglende lyd. Det, vi alle sammen finder ud af i denne tid, er, at fodbold først og fremmest er for folket og vores fans. Det er det, der giver det hele mening. Det er bare noget helt andet, når det ikke er der, siger landstræneren.

Kasper Hjulmand bliver spurgt ind til sin egen udvikling. Fra Lyngby til landstræner. Han taler om, hvor begejstringen til spillet opstod. Om Ajax’ hold i 1980’erne, FC Barcelona og at blive draget af det "spændende og intelligente" på banen.

- Selv som spiller synes jeg, det var langt mere interessant at tage fat i bolden, skabe noget og score mål, selvom jeg mest var forsvarsspiller. Det med at bestemme så meget som muligt. Det er sjovere at gøre med bolden og også mere effektivt siger han.

Det bliver hurtigt meget fodboldteknisk. Hjulmand fortæller. Passioneret. Om da han som FC Nordsjælland-træner så, hvordan et dansk mesterhold i Champions League blev kyst af det hurtige, aggressive omstillingsspil blandt de store drenge i fodboldens skolegård. Siden om trænertiden i Tyskland, hvor alt bare går hurtigt i begge af banens længderetninger.

Kasper Hjulmand "føler sig som en ung træner, der har masser at lære endnu", men han kan samtidig mærke, at der er sket noget i forhold til hans eget lederskab.

- Der skal være en form for tykhudethed. Du skal kunne træffe beslutninger, og dem er der mange af hver eneste dag. Hver eneste gang du udtager et hold, skuffer du langt flere, end du udtager, siger landstræneren.

- Det, der hjælper mig, er, at finde meningen med det. Hvad er det fodbold kan? Jeg har hørt nogen sige, at "det er det vigtigste af de næstvigtigste ting i verden". Og det holder jeg også fast i. Så hvis jeg ikke kunne se den mening med spillet, var der andre ting, jeg ville falde over.

- Jeg mener virkelig, at det er et fantastisk spil, og hvad det kan gøre ved os. På den måde giver det mening.

Derfor har Kasper Hjulmand stadigvæk svært ved at sove om natten, når hans hold har tabt en kamp. Han bliver "nærmest fysisk syg", når der er ting, som ikke lykkes.

- Man troede, at det gik over når man blev ældre, men jeg er stadig forbandet, griner han.