Et kapitel slutter og et nyt begynder, når Christian Eriksen træder ind i Parken

Christian Eriksen er anfører når landsholdet tirsdag møder Serbien i Parken.

Christian Eriksen vender tilbage til græsplænen i Parken, når Danmark tirsdag møder Serbien. (Foto: © Maurice van Steen, Ritzau Scanpix)

Christian Eriksen er tilbage på landsholdet. Og hvilket comeback. Nuvel blev det ikke til sejr, men Eriksen klappede bolden i nettet efter blot to minutter på banen, da Danmark i lørdags tabte 2-4 til Holland.

Tirsdag gælder det så Serbien i Parken. Og vel nok det comeback de fleste danskere har set frem til siden Eriksen for 289 dage siden faldt om med hjertestop samme sted. Ikke mindst hovedpersonen selv.

For selvom morgendagens opgør mod Serbien er en testkamp, hvor der ikke som sådan er noget på spil, så er kampen selvsagt ikke bare en hvilken som en af slagsen for Danmarks nummer 10.

- Jeg glæder mig til at komme ind og være fodboldspiller igen. Det har altid været specielt at spille i Parken, men i morgen bliver det nok lidt ekstra specielt, fortæller Christian Eriksen til DR Sporten.

- Der er jo sket rigtig meget siden jeg fortalte, at jeg var klar til at vende tilbage, men siden jeg fik grønt lys fra lægerne, har målet hele tiden været at blive den fodboldspiller, jeg var før. Det har krævet nogle skridt, først med at finde en klub, så at spille kampe, og nu at være tilbage på landsholdet.

Christian Eriksen klapper af tilskuerne på stadion i Amsterdam efter Danmarks 2-4-nederlag til Holland. Både de hollandske og de medrejsende danske tilskuere klappede tilbage mod Eriksen. (Foto: © PIROSCHKA VAN DE WOUW, Ritzau Scanpix)

Og det er ikke kun Eriksen, som ser frem til kampen i morgen, Også den danske landstræner, Kasper Hjulmand, forventer en oplevelse, som måske godt kan få underlæben til et vævre en smule.

- Vi kommer ikke udenom, at der både før og efter kampen kommer til at være en masse følelser i Christians retning, og et Parken, der vil bakke holdet og Christian op ved at sige velkommen tilbage til vores hus. Det vil blive nogle fantastiske minutter.

Et kapitel slutter, og et nyt begynder

Christian Eriksen skiftede i slutningen af januar til Brentford i den engelske Premier League, hvor det er blevet til tre kampe, to af dem fra start. Derfor var han med i landstræner Kasper Hjulmands trup til de to opgør mod Holland og Serbien.

Landstræneren glæder sig over at Christian Eriksen er nået så langt i sin udvikling, at hjemmebanedebuten i Parken kommer allerede nu. På den måde vil al snakken om Eriksens tilbagevenden til Parken nemlig kunne overstås inden de vigtige kampe senere på året.

- Det er det perfekte tidspunkt at tage dette skridt. Så er ringen sluttet, og er vi tilbage til normalen igen. Det er jo ikke noget, som forsvinder, men vi skal ikke forholde os til, at nu er det første kamp tilbage i Parken mere, og det er godt for alle, ikke mindst Christian, lyder det fra landstræneren.

Christian Eriksen selv er da også med på, at fokus bliver på ham før, under og efter tirsdagens landskamp, men ser det også som starten på en ny tid på landsholdet.

- Det bliver en god slutning på et kapitel, men også begyndelsen på et nyt. Selvfølgelig bliver det specielt, og det er svært at sætte ord på, hvad jeg forventer. Jeg går ud fra, at det bliver stort og voldsomt, og for mange er det måske første gang de ser mig på banen igen, så det bliver da en speciel oplevelse.

Christian Eriksen (venstre) trænede mandag på græstæppet i Parken. Tirsdag gælder det landskampen mod Serbien. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Kaptajn Christian

Når landsholdet tirsdag går på banen i Parken bliver det med Christian Eriksen som forreste mand. Den 30-årige landsholdsspiller er nemlig anfører. En beslutning der er blevet truffet af et trekløver bestående af Hjulmand, Kasper Schmeichel og Eriksen selv.

Anførergruppen på landsholdet har i en årrække bestået af Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen. Schmeichel var anfører i lørdagens kamp mod Holland, derfor er det en naturlig beslutning, at Eriksen bærer bindet mod Serbien, lyder det fra Kasper Schmeichel.

- Jeg tror ikke, der er nogen, som kan være uenige i den beslutning. Christian er tilbage, og det er den rigtige måde at markere det på, lyder det fra den danske målmand, som også ser frem til igen at se Eriksen tilbage i nationalarenaen.

- Jeg glæder mig til at se ham tilbage på banen i Parken og ikke mindst høre publikums reaktioner. Som land havde vi en meget dramatisk fællesoplevelse, og nu vender Christian hjem til Parken, og vi kan ligesom få en god slutning på den historie, og begynde en ny.

Eriksen selv glæder sig da også til at bære anførerbindet, og ser da også sig selv som en af lederne på landsholdet.

- Jamen jeg har jo altid følt mig lidt som anfører, og det er heller ikke første gang jeg bærer bindet for landsholdet. Men at kunne gå ind i morgen, og vise, at alt er godt og gå forrest for det danske landshold er altid specielt, og i morgen bliver så bare prikken over i’et.

Danmark spiller tirsdag mod Serbien i Parken. Kampen begynder klokken 18.00.