Sidste udkald for landsholdets marginalspillere, hvis de skal overbevise Hjulmand før VM

Danmark spiller tirsdag landskamp, når Serbien kommer på besøg i Parken.

Rasmus Nissen Kristensen kan spille sig tættere på VM med en god præstation mod Serbien. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Når det danske landshold i aften løber på banen i Parken til kampen mod Serbien, kan det være sidste mulighed for mange af spillerne til at vise sig frem for landstræner Kasper Hjulmand.

Aftenens landskamp er nemlig sidste testkamp, inden VM begynder i november. Resten af landsholdsåret står indtil VM-slutrunden på Nations League-kampe, hvor Danmark spiller med på det højeste niveau.

Derfor bliver der heller ikke plads til at eksperimentere ret meget med nye spillere, når kampen i aften er slut, vurderer fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det er noget lort at stå udenfor lige nu. Med alle de skadede profiler, som, hvis de bliver klar, er selvskrevet, så er der lang vej til VM-truppen for de periferispillere, som ikke er med i truppen denne gang.

Spillere som Simon Kjær, Andreas Christensen, Mikkel Damsgaard og Daniel Wass er alle ude med skade, og det har åbnet muligheden for, at andre spillere kan byde sig til.

Særligt tre spillere kan, ifølge Andreas Kraul, med en god præstation i opgøret mod Serbien spille sig tæt på Hjulmands VM-trup.

Rasmus Nissen Kristensen fører kampen om højre back

Rasmus Nissen Kristensen kom ind i pausen i lørdagens kamp mod Holland, og var med i opspillet til Christians Eriksens scoring til 2-3. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Pladsen som højre back har under Kasper Hjulmand de seneste mange landskampe tilhørt Daniel Wass, men den blonde Atletico Madrid-spiller pådrog sig en skade i begyndelsen af februar, og nu er pladsen nu åben.

Men Andreas Kraul tror på, at Red Bull Salzburg-spilleren, Rasmus Nissen Kristensen, med en god præstation mod Serbien kan lukke den plads og spille sig tæt på en VM-billet.

- Kampen om højre back står mellem ham og Alexander Bah, og her spillede sidstnævnte sig i hvert fald ikke tættere på med sin præstation imod Holland i lørdags. Hvis Rasmus Nissen Kristensen kan levere en god kamp mod Serbien, tror jeg, han vinder den duel.

Rasmus Nissen Kristensen afløste Alexander Bah i pausen af lørdagens kamp mod Holland og viste ifølge Kraul noget af det, Hjulmand gerne vil se.

- Hjulmand vil gerne have en back, som kommer ind med noget power, og som går godt ind i sammenspillet med kantspillerne, og det gjorde Rasmus Nissen Kristensen. Han kan godt lide at have bolden, tør spille hurtigt og gå med i kombinationerne, og så var han faktisk også solid i forsvaret, hvor han havde flere gode aktioner.

Victor Nelsson kan blive sidste brik i forsvaret

Victor Nelsson kan meget vel blive sidste brik i Hjulmands forsvarspuslespil. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Midterforsvaret er nok den plads, hvor landsholdet er bedst besat. Og hvis alle spillere er deres skader kvit, er der ifølge Andreas Kraul kun en plads, som kan diskuteres.

For både Simon Kjær, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard og Joachim Andersen er sikre navne på Hjulmands blok, og hvis Victor Nelsson spiller en god kamp mod Serbien, hvor han viser, at Hjulmand kan stole på ham, så tror Kraul, at den sidste VM-plads i det centrale forsvar er hans.

- Han spillede fra start i kampen mod Holland, og selvom det var en svær kamp, og han nok heller ikke spillede, så man bagefter sad og tænkte wow, så tror jeg, at hvis han får muligheden igen mod Serbien, signalerer det, at han står forrest blandt de næstbedste.

Victor Nelsson skiftede i sommer FC København ud med tyrkiske Galatasaray, og den internationale erfaring kan blive tungen på vægtskålen, når Hjulmand skal finde den sidste mand i det centrale forsvar.

Sådan var det i hvert fald til EM, påpeger Andreas Kraul. Her udtog Hjulmand Mathias Zanka Jørgensen, selvom han ikke havde været meget inde omkring landsholdet i perioden op til EM.

Spidskompetencer skal sende Jesper Lindstrøm til VM

Jesper Lindstrøm var med fra start i lørdagens kamp mod Holland. I følge Andreas Kraul kan han med en god præstation mod Serbien spilles sig ind i VM-varmen. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Jesper Lindstrøm kan spille sig tæt på en tur til Qatar, hvis han har skruet fødderne rigtigt på til aftenens landskamp.

Sådan er vurderingen fra Andreas Kraul, som tror på, at den tidligere Brøndbyspiller med en god præstation kan overbevise Hjulmand om, at han er den brik, der mangler i landsholdets offensiv.

- Der er benhård kamp om de offensive pladser, men Jesper Lindstrøm har jo allerede spillet sig så langt ind i varmen, at han fik en startplads mod Holland, og han skal nok også få minutter mod Serbien.

Andreas Kraul tror, at Hjulmand i Lindstrøm ser en spiller, som måske ikke skal spille mange minutter, men som til gengæld kan gøre ondt på modstanderne i visse situationer.

- Han er jo en af de spillere, som giver Kasper Hjulmand noget lidt andet, end det han får med de andre spillere. Man kan sige, at med Eriksen tilbage, så er der en plads mindre i offensiven, men Lindstrøm har nogle spidskompetencer med sin fart og direktehed, som kan blive brugbare.

Der er kampstart klokken 18.00. Opgøret kan følges på DR.DK, høres i LIGA på P4 eller ses på Kanal 5.