Ungdomstræner om Delaneys store aften: Det varmer mit hjerte

Thomas Delaney scorede tre mål i 4-1 sejren over Armenien tirsdag aften.

Jonnie Larsen var i næsten 20 år cheftræner for forskellige ungdomshold i KB. Thomas Delaney er en af de spillere, han husker bedst.

Der blev klappet i hænderne hos de fleste rooligans, da Thomas Delaney tirsdag aften scorede tre mål for det danske landshold.

Men hjemme hos Jonnie Larsen i Gentofte blev der klappet ekstra højt.

Thomas Delaneys ungdomstræner i KB lægger nemlig ikke skjul på, at det var en særlig begivenhed at være vidne til midtbanespillerens opvisning i Armenien.

- Det varmer mit gamle KB-hjerte. Det gør mig bare glad. Og så kan det da også være, at jeg praler lidt i kulissen, siger han og slår en latter op.

Jonnie Larsen nåede at være træner i KB i mere end 30 år, inden han stoppede som ungdomstræner i 2009.

Han har derfor haft både William Kvist, Nicklas Bendtner og Thomas Delaney på holdkortet, da de som helt unge trådte deres fodboldstøvler på Frederiksberg.

Opdagede talentet tidligt

Allerede som ganske ung imponerende Thomas Delaney stort inde på fodboldbanen, fortæller Jonnie Larsen, der tidligt så et lys i landsholdets hattrickhelt.

- Allerede som 12-årig så jeg ham spille. Der var det tydeligt at se, at der var noget ekstraordinært på både det tekniske og taktiske plan. Han kunne ikke løbe fra de andre, men ved at være forudseende, så kunne han kompensere for det. Det kunne vi også se i landsholdets kamp mod Armenien. Det hovedstødsmål han laver i første halvleg, det kommer, fordi han forudser spillet. Han kunne ikke løbe fra de andre, men han kunne sagtens springe fra dem.

Det åbenlyse talent gjorde, at Jonnie Larsen valgte at rykke Thomas Delaney op på sit hold, så snart han havde muligheden for det.

Som 14-årig havde Thomas Delaney derfor medspillere, der var to år ældre.

- Han er nok en af de klogeste spillere, jeg har trænet. Det kan du måle ved at se på, hvilke spillere der kan regne ud, hvornår du skal stille dig tilbage, og hvordan du skal presse modspillerne, lyder det videre.