Leon Jessen forlænger og lejes ud igen

Backen forlænger sin kontrakt med Kaiserslautern, men er fortsat lejesvend i en anden klub.

Den tidligere landsholdsspiller Leon Jessen forlænger opholdet i Tyskland. (Foto: © DR Sporten, DR Sporten)

Fodboldspilleren Leon Jessen har fået forlænget sin kontrakt med den tyske 2. bundesligaklub FC Kaiserslautern.

Danskerens kontrakt er blevet forlænget med to år, så den nu udløber i 2016.

Det betyder dog ikke, at ekslandsholdsspilleren kommer til at spille for klubben, som missede oprykning til den bedste række efter playoff-kampe mod Hoffenheim.

27-årige Leon Jessen bliver nemlig udlejet til FC Ingolstadt fra samme række i de kommende to år.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller var også udlejet til Ingolstadt i foråret, hvor han nåede syv kampe for klubben, der blev nummer 13 i den næstbedste række.

Venstrebacken Leon Jessen spillede i perioden 2009-10 fire A-landskampe for Danmark.

/ritzau/