Liverpool holder fast i klubbens offensive stjerne Philippe Coutinho.
Onsdag har Premier League-klubben og Coutinho forlænget samarbejdet, så brasilianeren også er at finde i Liverpool de næste mange år.
Liverpool fortæller ikke om kontraktlængden og de nærmere forhold i aftalen, men ifølge Sky Sports og BBC har den 24-årige brasilianer underskrevet en forlængelse på fem år, hvilket knytter ham til Liverpool frem til sommeren 2022.
De to medier beretter desuden, at der ikke er aftalt nogen frikøbsklausul i den nye aftale, der træder i kraft til sommer.
BBC oplyser, at Philippe Coutinho kan se frem til en ugeløn i omegnen af 1,3 millioner kroner. Det gør brasilianeren til den bedst betalte spiller i Liverpools trup.
https://twitter.com/LFC/status/824164440518098945
Den offensive midtbanespiller kom til Liverpool for fire år siden fra italienske Inter, men det er først efter Jürgen Klopps ansættelse som manager i oktober 2015, at Coutinho har etableret sig som en stjerne.
Philippe Coutinho har scoret 17 mål i 51 kampe under Klopps ledelse. I denne sæson er det blevet til seks mål i 18 kampe.
Brasilianeren er for nylig vendt tilbage til Liverpool-holdet efter en pause på halvanden måned på grund af en ankelskade.
Liverpool indtager en øjeblikkelig fjerdeplads i Premier League med 45 point efter 22 spillerunder. Topholdet Chelsea har 55 point.
/ritzau/