Maradona revser Messi: Er du svensker?

Den tidligere storspiller Diego Maradona er ude med riven efter sin landsmand superstjernen Lionel Messi.

Lionel Messi får hårde ord med på vejen af Diego Maradona. (Foto: © JUAN MABROMATA, Scanpix)

Det hører ikke til sjældenhederne, at den tidligere fodboldstjerne Diego Maradona giver sin mening til kende. Denne gang går Maradonas hårde ord ud over landsmanden Lionel Messi.

Den 54-årige tidligere verdensmester kritiserer Messis præstationer for landsholdet i kølvandet på Argentinas andenplads ved Copa America, hvor Messi kun scorede et enkelt mål i turneringen.

- Vi har verdens bedste spiller, og han scorer fire mål mod Real Sociedad, men så kommer han her og rører slet ikke bolden. Man spørger sig selv: Er du argentiner eller svensker? Det er nemt at kritisere ham, siger Diego Maradona ifølge goal.com til Ole.

Ikke dræbt nogen

Den tidligere landstræner understreger dog samtidig, at kritikken af Barcelona-stjernen ikke skal blæses ud af proportioner.

- Sig ikke længere, at vi er nødt til at forkæle ham. Han bør behandles lige som alle andre spillere på landsholdet. Men Messi har ikke dræbt eller voldtaget nogen – lad os ikke gøre en stor ting ud af dette her.

Diego Maradona nåede i sin tid for Argentina at score 34 mål i 91 kampe. Lionel Messi kan derimod prale med 46 mål i 103 landskampe.