OPTAKT Her er din fodboldlørdag - fire fede fodboldkampe

Bliv klædt på til de fire fedeste kampe på en lørdag, hvor fodboldens verden disker op med nogle særdeles lækre opgør.

Wayne Rooney kan meget vel blive en nøglefigur i Manchester Uniteds derby mod Liverpool. (Foto: © John Peters, 2015 Manchester United FC)

Efter en weekend med landskampe, der i Danmarks tilfælde var noget nedslående, er der i denne weekend igen gang i de europæiske fodboldligaer. Og der er nogle ekstremt spændende opgør på programmet.

Især i den engelske Premier League er der lagt i ovnen til en højspændt fodbold, der kulminerer i aften, når Manchester United får besøg af ærkerivalerne fra Liverpool.

Men også i Spanien triller bolden igen, og her er der topbrag mellem Atletico Madrid og Barcelona. Nedenfor gennemgår vi dagens fire fedeste kampe, så du er klædt ordentlig på til en lørdag i fodboldens navn.

José Mourinho. (Foto: © Tony O'Brien, Scanpix)

Everton – Chelsea, 13.45

Storklubben Chelsea har langt fra fået den ønskede start på sæsonen. Sidste sæsons mestre har kun samlet fire point i fire kampe, så der er pres på Jose Mourinhos tropper. Det er dog langt fra nogen nem opgave, der venter på Goodison Park, når Everton tager imod. Liverpool-klubben har fem point, inden opgøret.

Everton-skader: Bryan Oviedo (tvivlsom), Tom Cleverley, Brendan Galloway (tvivlsom), Leighton Baines, Tony Hibbert, Darren Gibson og Steven Pienar. Chelsea-skader: Thibaut Courtois og Oscar.

Alan Pardew (Foto: © Facundo Arrizabalaga, Scanpix)

Crystal Palace – Manchester City, 16.00

Det er et vaskeægte topopgør, der udspiller sig på det charmerende Selhurst Park i London. Den lille klub Crystal Palace er startet sæsonen som fyr og flamme og indtager meget overraskende andenpladsen i Premier League efter fire runder. Kun Manchester City er bedre i tabellen, og det himmelblå hold må også påtage sig favoritværdigheden. Maksimum point og en målscore 10-0 taler for sig selv, så det bliver en stor mundfuld for Palace at dæmme op for den nordengelske angrebsmaskine.

Crystal Palace-skader: Conor Wickham (tvivlsom), Joel Ward, Joe Ledley (tvivlsom), Frazier Campbell, Kwesi Appiah og Marouane Chamakh. Manchester City-skader: David Silva (tvivlsom), Fabian Delph, Bacary Sagna (tvivlsom), Pablo Zabaleta, Fernando og Gael Clichy.

Brendan Rodgers. (Foto: © Carl Recine, Scanpix)

Manchester United – Liverpool, 18.30

Et af de største derbyer i fodboldens verden udspiller i aften på Old Trafford. Englands mest vindende klub gennem tiderne, tager imod nabobyens stolthed Liverpool, der dominerede 1970’erne og 80’erne. Det bliver hårdtspillet, tempofyldt og historisk, når holdene løber på banen, og vinderen kan tage et godt skridt mod toppen af tabellen. Begge hold har inden kampen syv point.

Manchester United-skader: Michael Carrick og Phil Jones. Liverpool-skader: Adam Lallana (tvivlsom), Jordan Henderson (tvivlsom), Joe Allen, Jon Flanagan og Daniel Sturridge (tvivlsom). Karantæner: Philippe Coutinho (Liverpool).

Diego Simeone. (Foto: © ZIPI, Scanpix)

Atletico Madrid – Barcelona, 20.30

Endnu en topkamp – denne gang i den spanske Primera Division. Både Atletico Madrid og Barcelona har seks point efter de to første kampe, men hvor Barcelona er sluppet af sted med to smalle 1-0-sejre, vandt Atletico i sidste runde 3-0 ude over Sevilla. Fans af udeholdet vil nok holde et særligt vågent øje med argentinske Lionel Messi, der meget atypisk endnu ikke har scoret i ligaen i denne sæson. Uanset hvad bliver der knald på, når et fyldt Vicente Calderon byder indenfor til bold.

Atletico Madrid-skader: Tiago (tvivlsom). Barcelona-skader: Dani Alves, Adriano (tvivlsom), Douglas, Sergi Roberto (tvivlsom) og Claudio Bravo. Karantæner: Gerard Pique (Barcelona).

Rigtig god fornøjelse med kampene.