OVERBLIK Fodboldeuropa lammet af coronavirusset

Frygten for coronavirusset har påvirket mange fodboldligaer og kampe, der enten er blevet flyttet, udskudt eller aflyst.

Cristiano Ronaldo er ikke vant til at spille for tomme tribuner. (Foto: © vincenzo pinto, Scanpix)

Coronavirussets hærgen har siden nytår påvirket flere sportsbegivenheder - og her er fodboldeuropa heller ikke gået forbi.

Nedenfor kan du få et overblik over de væsentligste fodboldligaer og kampe, der enten er blevet udskudt, flyttet eller aflyst på grund af virusset.

1

Danmark

FCK og AC Horsens på et tomt Parken under Superliga-kampen i marts. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

I den danske Superliga og 1. division blev alle kampe i den forgangne weekend afviklet uden tilskuere, efter at regeringen fredag den 6. marts anbefalede, at man undlod at afvikle arrangementer, hvor mere end 1000 mennesker er samlet.

Efter regeringens seneste anbefalinger og restriktioner onsdag aften, udtalte Divisionsforeningens formand Claus Thomsen, at man nu vil kigge det hele detaljeret igennem og finde ud af, hvordan man skal forholde os i den situation, der nu er.

- Der var en række nye anvisninger på en række forskellige måder. Vi kigger det hele detaljeret igennem, og så finder vi ud af, hvordan vi skal forholde os i forhold til anvisningerne, siger han.

2

Spanien

Den danske FC Barcelona-spiller Martin Braithwaite må vænne sig til tomme tribuner i det spanske de kommende uger. (Foto: © TONI ALBIR, Scanpix)

Spanske fodboldfans må også den kommende tid sætte sig til rette i sofaen i stedet for på stadion, når de vil se fodbold.

La Liga bekræftede i en pressemeddelelse den 10. marts, at den har valgt at lukke dørene for tilskuere i alle kampe i de kommende to spillerunder i de to bedste fodboldrækker i landet.

Spaniens Spillerforening har dog udtrykt ønske om at sætte ligaerne på pause.

Udbruddet af coronavirus får også betydning for afviklingen af den spanske pokalfinale mellem Real Sociedad og Athletic Bilbao.

Finalen i Copa del Rey skulle være afviklet 18. april i Sevilla, men nu er finalen blevet udskudt til endnu ukendt dato.

3

Italien

Juventus' Paolo Dybala jubler efter sit mål mod Inter på et mennesketomt stadion. (Foto: © MASSIMO PINCA, Scanpix)

I Italien er al sport suspenderet frem til minimum den 3. april - og dermed også den bedste fodboldrække Serie A.

I weekenden blev der ellers spillet kampe i ligaen - blandt andet topopgøret mellem Juventus og Inter - men det opgør og fire andre blev spillet uden tilskuere på lægterne.

4

Tyskland

For første gang i historien blev en Bundesligakamp spillet uden tilskuere i Tyskland, da Gladbach tog imod FC Köln onsdag aften. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)

I Tyskland blev der for første gang i historien spillet en kamp i Bundesligaen uden tilskuere, da Gladbach tog imod FC Köln onsdag aften.

Og det bliver den første af mange kampe, hvor der skal spilles for tomme tribuner i Bundesligaen. Det kommer efter, at Tysklands sundhedsminister søndag aften opfordrede alle delstater til at aflyse arrangementer med mere end 1000 deltagere.

Den tyske liga (DFL) har dog ikke ønsket at suspendere al sport, ligesom man har gjort i Italien, og dermed er kompromiset, at de kommende Bundesligakampe i weekenden alle spilles - men uden tilskuere.

Det ventes, at forbuddet bliver forlænget. I Dortmund og Bayern München har begge klubber besluttet at lukke ned for tilskuere den næste måneds tid.

Der er ikke adgang for tilskuere på blandt andet Paris Saint Germains stadion den næste måneds tid. (Foto: © UEFA Pool, Scanpix)

I Frankrig har man forbudt forsamlinger på 1000 mennesker eller mere.

Det har dermed også konsekvenser for den franske fodboldliga, der nu skal afvikles for lukkede døre eller med meget få tilskuere i den næste måned - helt præcist frem til 15. april.

5

Europæiske turneringer

Den danske landsholdsspiller Daniel Wass spillede for tomme tribune med sit hold Valencia i Champions League-kampen mod Atalanta tirsdag aften. (Foto: © handout, Scanpix)

Det er ikke kun de nationale turneringer, der mærker konsekvenserne af coronavirusset.

De to store klubturneringer Champions League og Europa League er også påvirket.

Tirsdag blev 1/8-delsfinalekampen i Champions League mellem Valencia og Atalanta spillet for tomme tribuner, og det samme scenarie vil udspille sig i PSG - Dortmund, FC Barcelona-Napoli, Bayern München-Chelsea og Juventus-Lyon.

To af ottendedelsfinalerne i Europa League bliver ikke spillet torsdag aften som planlagt.

Det drejer sig om kampene mellem Sevilla og AS Roma samt Inter og Getafe.

Opgørene mellem LASK – Manchester United og FC Eintracht Frankfurt – FC Basel vil blive spillet for tomme tribuner.