OVERBLIK Pernille Harder og de 10 danskere der stadig kan vinde Champions League

I dag skydes der hul på ottendedelsfinalerne i Champions League, og det er med en lang række danskere i aktion.

(Foto: © Denis Lovrovic, Scanpix)

15 hold kæmper om at vælte den franske storklub Lyon af tronen som Europas fodbolddronninger. De sidste to sæsoner af Champions League har Lyon løftet trofæet, og det stjernespækkede mandskab er da også favorit til at score hattrick, når Champions League afsluttes til maj næste år.

Men rundt omkring i Europa løber flere danskere rundt - stadig med i kampen om at vinde det mest prestigefyldte trofæ i europæisk klubfodbold, hvor Pernille Harder og Wolfsburg må betegnes som blandt de mest seriøse kandidater til at vippe Lyon af tronen.

Ud af de 16 hold, der er tilbage i Champions League, er der i alt 11 danskere repræsenteret i seks af klubberne, og da ingen af danskerklubberne skal møde hinanden i ottendedelsfinalerne, som bliver indledt i dag tirsdag, er der fine muligheder for, at alle 11 vil være med, når der spilles kvartfinaler til marts i det nye år.

DR Sporten giver her en oversigt over de 11 danskere, som er med i kampen omd at vinde denne sæsons Champions League:

Pernille Harder, Wolfsburg

Pernille Harder og Wolfsburg er blandt favoritterne til at vinde Champions League. (Foto: © TF-Images, 2017 TF-Images)

Pernille Harder skiftede i starten af 2017 svenske Linköpings FC ud med Wolfsburg for at tage næste skridt i karrieren. Det første års tid har været lidt af et eventyr for den danske landsholdsanfører, der efter blot få måneder i klubben var med til at vinde både pokal- og mesterskabstitel.

I denne sæson har Harder fortsat med at imponere, og hun er efter syv runder topscorer i den tyske bundesliga med seks scoringer. Derudover blev Harder kåret som Europas næstbedste fodboldspiller, mens hun også var nomineret til Verdens bedste, hvor hun dog blev sorteret fra, da feltet skulle skæres ned til tre.

I årets Champions League har Wolfsburg og Harder buldret derudaf - senest med en samlet 15-2-sejr over de spanske mestre fra Atletico Madrid. I ottendedelsfinalerne skal de så møde Fortuna Hjørrings bødler i form af Fiorentina, hvor Wolfsburg må påtage sig en klar favoritrolle.

Mie Leth Jans, Manchester City

Mie Leth Jans i aktion for Brøndby. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I Juli 2017 skiftede Mie Leth Jans til storsatsende Manchester City i England, efter at have spillet tre år i Brøndby.

Den 23-årige forsvarsspiller fik dog sin start hos Manchester City ødelagt, da hun under EM i Holland blev alvorligt skadet, og hun har endnu ikke spillet for sin nye klub.

Forhåbentlig bliver 2018 bedre for den stærke forsvarsspiller, der må se til fra tribunerne, når Manchester CIty spiller ottendedelsfinaler mod norske LSK, der slog Brøndby ud i denne sæsons Champions League.

Nadia Nadim, Manchester City

Nadia Nadim skifter fra årsskiftet til Manchester City. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Nadia Nadim kommer heller ikke i første omgang i spil for Manchester City, når de skal forsøge at forlænge livet i Champions League mod LSK.

Nadim skifter nemlig først til englænderne fra årsskiftet, og hun må ligesom Mie Leth Jans se til fra tribunerne.

Efter tre succesfulde år i USA, senest i Portland Thorns, vender Nadim tilbage til Europa, og med tanke på Manchester Citys massive investeringer i kvindefodbold ligner det, at Nadim nok skal få stor succes med sin nye klub.

Line Røddik, Barcelona

Line Røddik i aktion for landsholdet i en træningskamp mod England. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Line Røddik skiftede i sommeren 2016 Lyon ud med Barcelona efter et mislykket ophold hos det franske storhold. Røddik var heller ikke i truppen, da Lyon vandt Champions League-finalen det år, da hun ikke var disponibel, fordi den nu 29-årige forsvarsspiller allerede havde spillet Champions League for Rosengård var ikke i truppen, da Lyon vandt Champions League det år.

I Barcelona har Røddik vundet pokalturneringen, mens hun og resten af Barcelona-mandskabet måtte se Atletico Madrid løbe med mesterskabet.

I denne sæson har Line Røddik været udfordret pga. skader, men Barcelona har set stærke ud alligevel, hvor de ligger nummer 1 i ligaen og er kæmpefavoritter i ottendedelsfinalen mod litauske Gintra.

Katrine Veje, Montpellier

Katrine Veje skiftede i sommer Brøndby ud med Montpellier. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Katrine Veje var en af mange spillere, der forlod Brøndby efter sidste sæson, hvor både 3F Ligaen og pokalturneringen blev vundet af de gulblusede fra Vestegnen.

Landsholdsprofilen skiftede Brøndby ud med et fransk eventyr hos Montpellier, og det har indtil videre været en positiv oplevelse for den løbestærke kantspiller.

Veje har spillet ni kampe i den franske liga, hvor det er blevet til to mål, og Montpellier indtager en tredjeplads - lige i hælene på de to giganter Paris St. Germain og Lyon. I Champions League skal Katrine Veje og Montpellier op mod italienske Brescia, og her må det franske mandskab anses som være favorit til at booke en plads i næste runde.

Maja Kildemoes, Linköpings FC

Maja Kildemoes her i aktion for Odense Q, inden hun rejste over sundet for at slutte sig til Linköbings FC. (Foto: © Iver Tidemand, Iver Tidemand)

Maja Kildemoes tog en smule overraskende turen fra Odense Q til det svenske storhold Linköpings FC i starten af 2017. Og det har været et skifte, den 21-årige forsvarsspiller næppe fortryder.

Den første sæson i klubben har for nylig udmøntet sig i et svensk mesterskab, og Kildemoes har spillet sig ind i varmen på landsholdet trods sin unge alder.

Selvom Kildemoes gør sig i forsvaret, har hun været ganske målfarlig i denne sæson, hvor hun har scoret fem gange i Damallsvenskan. I Champions League skal Linköbings FC op mod Sparta Prag fra Tjekkiet. En duel man må forvente, at Linköpings FC trækker det længste strå i.

Janni Arnth, Linköbings FC

Janni Arnth (øverst i billedet) tiljubler Johanna Rasmussen sammen med Line Røddik. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

31-årige Janni Arnth har spillet for Linköpings FC siden 2014, hvor hun har ageret krumtap i det svenske storholds defensiv.

Hun kom til Linköpings FC fra Fortuna Hjørring, og har i sin tid i klubben vundet to svenske mesterskaber og to pokaltitler.

Janni Arnth har været med i begge Linköpings FC's kampe i denne sæsons Champions League, hvor hun med et enkelt mål var med til at sende Apollon ud af turneringen.

Johanna Rasmussen, Linköpings FC

Johanna Rasmussen har tilbragt hovedparten af sin professionelle karriere i udlandet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

For snart 10 år siden drog Johanna Rasmussen afsted for at forfølge drømmen om et liv som professionel fodboldspiller. Siden hun forlod Fortuna Hjørring tilbage i 2008, har den rutinerede midtbanespiller været forbi klubber som Umeå IK, Atlanta Beat, MagicJack og Kristianstads, inden hun forud for denne sæson tog til de forsvarende svenske mestre Linköpings FC.

Og skiftet blev en succes, i hvert fald målt på klubbens succes. For den nu 34-årige Johanna Rasmussen blev mester sammen med Linköpings FC og er nu med i Champions League.

Desværre for Johanna Rasmussen blev hun skadet kort tid efter skiftet til Linköpings - en skade hun stadig kæmper for at komme tilbage fra.

Nicoline Sørensen, Linköpings FC

Nicoline Sørensen og Stine Larsen fejrer succesen ved EM i Holland. (Foto: © REUTERS, Scanpix)

Det seneste års tid har været begivenhedsrigt for 20-årige Nicoline Sørensen. En kåring som årets talent i dansk kvindefodbold, debut på A-landsholdet, mesterskab og pokaltitel med Brøndby og EM-sølv i Holland er alle ting, Nicoline Sørensen har opnået inden for det seneste år.

Og det er alt sammen inden, hun drog til Linköpings FC. Efter en veloverstået ferie ovenpå mesterskab og pokaltitel med Brøndby og EM-slutrunden i Holland pakkede Nicoline Sørensen kufferten og drog til Linköpings FC. Blot få måneder efter skiftet kunne Nicoline Sørensen så også kalde sig svensk mester.

Alt er gået meget hurtigt for den unge angriber, der sammen med Janni Arnth, Maja Kildemoes og Johanna Rasmussen nu skal forsøge at tilføje endnu en titel til CV'et, når fokus nu er rettet udelukkende på Champions League, indtil Damallsvenskan starter op igen.

Simone Boye, Rosengård

Simone Boye (tv) i kamp for Danmark mod England. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Simone Boye blev ligesom Mie Leth Jans skadet under EM i Holland, og derfor har hun brugt det meste af sin tid i sin nye klub Rosengård på at genoptræne.

Simone Boye var endnu en af de mange spillere, der forlod Brøndby efter sidste sæson i jagten på et udenlandseventyr - et eventyr som altså fik en svær start.

Simone Boye har dog kæmpet sig tilbage og er nu i fuldt vigør. Hun var ikke med, da Rosengård slog Cluj ud i sidste runde af Champions League, men hun har spillet de seneste kampe i Damallsvenskan og må formodes at være med, når Chelsea står på menuen i ottendedelsfinalerne af Champions League.

Sanne Troelsgaard, Rosengård

Sanne Troelsgaard jubler efter en scoring for landsholdet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter en række år i forskellige danske klubber tog Sanne Troelsgaard i januar 2017 turen fra Kolding Q til det svenske storhold Rosengård.

Og Sanne Troelsgaard har taget Damallsvenskan med storm, hvor hun har scoret otte mål og har været en stor årsag til, at Rosengård kunne sikre sig en andenplads i denne sæson.

Mål skal hun også gerne finde frem, hvis Rosengård skal slå Chelsea ud af Champions League. Englænderne må betegnes som svage favoritter mod Sanne Troelsgaard, Simone Boye og co.

Champions Leagues ottendedelsfinaler:

Onsdag:

Shymkent - Lyon 0 - 7

Brescia - Montpellier

Gintra - Barcelona

Sparta Prag - Linköpings FC

Fiorentina - Wolfsburg

Chelsea - Rosengård

Torsdag:

LSK - Manchester City

Stjarnan - Slavia Prag