Claus Meyer koger over af glæde, da hans klub ydmyger FCK i pokalen

Nykøbing FC er videre i pokalturneringen efter 3-0-sejr over FC København.

Kok, tv-personlighed, iværksætter. Ja, Claus Meyer kan skrive mange titler på CV'er.

Og onsdag aften kunne den 57-årige falstring tilføje endnu et punkt til sine mange bedrifter.

Ejer af en klub, som har slået FC København ud af pokalturneringen.

Claus Meyer er nemlig en af flere investorer i fodboldklubben Nykøbing FC, hjemmehørende i kokkens fødeby Nykøbing Falster, som onsdag aften sendte FC København til tælling med en 3-0-sejr på hjemmebane.

Efter kampen var det en glad Meyer, som ikke havde troet på, at hans hold kunne vinde 3-0.

- Nej, det havde jeg ikke. Jeg havde drømt om, at vi kunne vinde 1-0. Men frem for alt, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi kunne spille fodbold med FCK. Vi havde jo kæmpe chancer. Det er lige før 5-1 måske havde været et mere retfærdigt resultat, lød det fra Claus Meyer efter pokaltriumfen.

Se hvordan det gik til, da Nykøbing FC slog FC København 3-0 i videoen herunder: