Dansk toptræner vil gøre op med middelmådigheden i Danmark: 'Børn skal turde drømme'

Alle steder skal vi være bedre til at stile højt og turde at lave fejl, siger Bo Henriksen, der er cheftræner for FC Midtjylland.

Som otteårig var Bo Henriksen Danmarks bedste fodboldspiller.

FC Midtjyllands cheftræner griner, mens han kalder sin beskrivelse af unge Bo for 'fremragende'.

- Og så gik det ellers bag ned ad bakke derfra, konstaterer han med et skævt smil.

Den 47-årige Bo Henriksen kalder ovenstående for middelmådighedskultur - og den vil han gøre op med. Den manglende evne til at drømme stort er udpræget i Danmark, mener cheftræneren for FC Midtjylland, der i aften møder Vejle i den anden af to pokalsemifinaler.

- Jeg har lavet mange fodboldskoler for bør på 6-7 år. Der vil de være Cristiano Ronaldo, Lionel Messi. De vil være verdens bedste. Når de så er 9-10 år gamle, og jeg spørger igen, siger de, at de vil være 'okay gode og opnå det bedste, de kan', siger Bo Henriksen.

Det gælder ikke kun på banen. Alle steder skal vi være bedre til at stile højt og turde at lave fejl, fortsætter han, mens han laver fakter og kommer med eksempler på, hvordan man kan rose hinanden i hverdagen.

Bo Henriksen under første semifinalekamp i Sydbank pokalen mellem Vejle Boldklub og FC Midtjylland. Ulvene vandt 1-0. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Bo Henriksen turde ikke selv drømme som yngre, men det gør han i dag. Ikke kun om pokalguld, men om generelt at være den bedste udgave af sig selv. Og det prædiker han både overfor sine børn og spillere.

- Vi skal turde at have voldsomme drømme, forklarer han.

- Jeg tør godt sige, at jeg vil være den bedste. Det kan godt være, at det ikke sker, men så har jeg prøvet. Når jeg ligger i graven, kan jeg sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne.

Har du opnået din største drøm?

- Nej, slet ikke. Overhovedet ikke. Det bedste, du kan komme til i dette land, er at træne det danske landshold. Det er lige meget, om det først sker om 10 år. Det skal være drømmen, siger Bo Henriksen.